Topkampen på udebane mod Aabyhøj kunne meget vel afgøre 2.
pladsen i rækken. Med en sejr kunne vi komme op og puste
hjemmeholdet i nakken inden sidste spillerunde. Det ville dog
stadig kræve at Aabyhøj klarede sig dårligere end os i sidste
runde, hvis 2. pladsen skulle være vores.
Som så mange gange tidligere, blev åbningen på kampen meget
lige. Begge hold kom frem til kvalificerede afslutninger i
indledningen, hvor bl.a. Klaus Rafn havde et
langskud gå snert over overliggeren efter 8 minutter.
Efter 13 minutters spil fik vi hjørnespark i venstre side.
Martin Bøjer tog sig af indlægget, som
Morten Kjærsgaard Andersen helt umarkeret kunne
styre i mål med hoften, og bringe os foran
0-1. Få minutter senere fik vi igen
hjørnespark i samme side, og igen svigtede markeringerne omkring
bagstolpen, men på mirakuløs vis fik Dennis Siim stoppet bolden med
hovedet helt nede i knæhøjde, og hjemmeholdet slap med
skrækken.
I det hele taget viste vi klart mest overskud, og havde et
fornuftigt overtag i spillet. Efter 22 minutters spil fik
Martin Bøjer selv en stor chance, efter indlæg fra
Claus Møller, men afslutningen stod ikke mål med
afleveringen.
Med 10 minutter tilbage af 1. halvleg tog kampen en ærgerlig
drejning, men dommeren som det absolutte midtpunkt. En ufarlig
situation ved vores baglinje, så én Aabyhøj-spiller omgivet af 3
forsvarer og målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov.
Bolden hoppede op og strejfede Aabyhøj-spillerens arm, inden den
røg ud over baglinjen. Alle fire af vores spillere tæt på
situationen markerede for hånd på bolden, og dommeren tog fløjten i
munden. En anden Aabyhøj-spiller råbte til dommeren, at han jo bare
havde sparket den op på sin egen hånd (altså hans holdkammerat), og
at der ikke burde være frispark. At dommeren nu pegede på
straffesparkspletten kom til gengæld bag på samtlige 22 spillere +
de to holds respektive sidelinjer. Dommeren havde, som den eneste
på anlægget, set en HOG spiller sætte hånden på bolden. Aabyhøj tog
imod gaven, velvidende at det var et klar fejldom, og udlignede til
1-1. Fairplay er en myte blot i Aabyhøj,
ser det ud til.
Udligningen tog luften lidt ud af ballonen for os, men vi holdt
fast i overtaget ind i 2. halvleg også, og pressede selvfølgelig på
for at få det føringsmål vi fortjente. Efterhånden som kampen blev
mere fremskreden, og den ulidelige varme sled på spillerne,
begyndte kræfterne af slippe op. Vi fik ikke omsat de mange chancer
vi kom frem til i 2. halvleg til mål, men blev i stedet straffet
den anden vej, af det eneste våben hjemmeholdet havde tilbage i
arsenalet - en hurtig frontløber, som ville vinde 10 ud af 10
løbedueller med vores bagerste kæde. To gange blev vi straffet på
den hurtige omstilling - efter 20 minutter til
2-1 og efter 22 minutter til
3-1.
Vi havde fortjent mere, men blev bortdømt i 1. halvleg, og
straffet af hjemmeholdets kynisme og vores egen ineffiktivitet i 2.
halvleg.
Efter kampen blev Klaus Rafn kåret som Man og
the match med 7 af 13 stemmer. De øvrige stemmer blev fordelt på
Peder Brygger (3), Anders "Anke"
Rasmussen (2) og Martin Bøjer
(1)
Truppen mod Aabyhøj:
På mål: "Smørhånd"
Forsvar: "Mini", Andersen, "Jaap Stam" og "Mik Mak"
Midtbane: Møller, Brygger, "Anke" og Klaus Rafn
Angreb: Bøjer og Kim Rafn
Bænken: "Store" og Hagelqvist
Chetræner: "Store" og "Mini" stod med det taktiske
ansvar i "Carlos's" fravær