Første udekamp efter vinterpausen var mod de forsvarende mestre
fra Aabyhøj, som bl.a. havde de gamle Superliga profiler Dennis
Siim og Gregers Ulrich på holdkortet, da vi tabte 1-3 til dem i
efteråret. I den kamp var vi det bedste hold i 2. halvleg, men
havde sat for meget til i 1. halvleg til at få noget med fra
kampen. Vi kom dog ind til aftenens kamp med selvtilliden iorden,
efter den arbejdssejren over Viby i sidste uge. Så var spørgsmålet
bare om det var nok. Hjemmeholdet måtte "nøjes" med én tidligere
Superligaspiller til aftenens kamp (Gregers Ulrich), som vi
matchede med vores helt egen af slagsen i form af Anders
"Anke" Rasmussen, som i dagens anledning måtte vogte
målet. En habil "3. keeper" at have i truppen!
Vi lagde stærkt ud, hvor en utrolig spilleglad Morten
Bang havde to kvalificerede afslutninger på mål indenfor
de første 5 minutter. Den ene prellede sågar af på ydersiden af
stolpen. Trods massivt overtag i spil og chancer de første 20
minutter, kunne vi ikke få bolden i nettet. Aftenens 50 kamps
jubilar Peder Soelberg kom tæt på efter 21
minutters spil, men igen kom stolpen i vejen for et fortjent
føringsmål. Hjemmeholdet spillede meget simpelt på lange bolde hen
over forsvaret, men dem havde vi relativt nemt ved at stoppe, og de
få gange de kom frem til afslutning, var kvaliteten ganske enkelt
piv-ringe. Efter 28 minutters spil var det dog ved at gå galt.
Efter lidt klumpspil på kanten af feltet, kom en Aabyhøjspiller til
afslutning, men for tredje gang i halvlegen var stolpen
redningsmand for det forsvarende hold. Det havde ikke været
ufortjent hvis vi var gået til pause foran med ét eller to mål, men
vi måtte tage til takke med 0-0.
Starten på 2. halvleg blev mere hæsblæsende end starten på
Champions League kvartfinalen mellem Manchester City og Tottenham
skulle vise sig at blive, blot en time senere. Der var ikke spillet
1 minut før hjemmeholdet gjorde det onde ved os, og bragte sig
foran 1-0, efter et sjældent passivt
øjeblik i vores forsvar. Føringen holdte dog kun indtil næste
angreb, hvor en lang bold op mod Kim Rafn blev
lagt af til jubilar Peder Solberg.
Soelberg satte vristen på den svære aflevering, og
afslutningen blev et lob ind over målmanden til udligning
1-1.
Efter de to hurtige scoringer, kom der igen lidt mere ro på, men
hjemmeholdet begyndte af få mere fat i spillet, og 2. halvleg blev
en meget lige affære, med store chancer i begge ender. Efter 57
minutter blev hjemmeholdet reduceret til 10 mand, da dommeren
præsenterede det røde kort til en spiller, for et kort øjeblik at
tage hovedet under armen og sparke Peder Soelberg. Ikke den mest
rutinerede handling, og slet ikke når det foregår lige foran
dommeren. Overtallet skulle have givet os det boost vi havde brug
for, for at bryde igennem og score det afgørende mål. I stedet blev
vi overspillet blot 2 minutter efter udvisningen, efter et
unødvendigt boldtab midt på banen, hvor hjemmeholdt koldt og kynisk
fik bragt sig foran 2-1.
Med bare 10 minutter tilbage af kampen, blev alt sat ind på at
få udlignet. Vi skulle dog helt frem til det 68. minut før vi fik
bolden i nettet. Anders "Anke" Rasmussen sparkede
et frispark, fra midt på egen banehalvdel, op på kanten af Aabyhøjs
felt, hvor Jan Christensen forlængede bolden
perfekt til Claus Møller, der havde taget løbet i
bagrummet, og nu var fri foran mål. Claus tøvede ikke, men
dirigerede elegant bolden ind over målmanden og i nettet til en
forløsende udligning til 2-2. Vi kom ikke
tæt på at score igen, og måtte nøjes med pointsdeling mod de
forsvarende mestre. Inden kampen ville vi nok have solgt kampen for
1 point, men efter den 1. halvleg vi leverede, havde vi fortjent
mere.
Aftenens resultat var en rigtig holdindsats, hvilket også kunne
ses på fordelingen af stemmer til Kampens spiller. Målmand
Anders "Anke" Rasmussen blev valgt til kampens
bedste med 3 stemmer ud af 13 mulige. Det er ikke første gang så få
stemmer har afgjort afstemningen, men det er det absolutte minimum
der nogensinde er givet til vinderen. De øvrige stemmer blev
fordelt på Morten "Jaap Stam" Søndergaard (2),
Peder Soelberg (2), Claus Møller
(2), Morten Bang (2), Michael "Mik Mak"
Hertzum Krattet (1) og Kim Rafn (1)
Truppen mod Aabyhøj:
På mål: "Anke"
I forsvaret: "Mik Mak", "Jaap Stam", Illner og Klaus
Rafn
På midtbanen: Møller, Soelberg, Christensen og
"Mini"
I angrebet: Bang og Kim Rafn
På bænken: "Store" og "Dolfi"
Cheftræneren var ikke til disposition, så assistenterne
"Mini" og "Store" stod for det taktiske oplæg til aftenens
kamp.