Det var svære forhold der ventede Danmarks mest velgørende
fodboldhold og aftenens modstander fra ASA på Rønbæk Stadion.
Regnen styrtede ned fra start til slut, men var heldigvis ikke
fulgt af lyn og torden. Vi var endnu engang meget
skades-/afbudsramte, hvilket bl.a. betød at vi gav debut til
Michael Fredenslund i målet.
Regnen og den glatte bane gav begge hold problemer med det
etablerede spil i kampens indledning. Vi skulle helt hen til
kampens 6. minut før den første chance opstod.
Offside fælden mislykkedes ved en dyb aflevering fra midten af
banen, hvor Morten "Jaap Stam" Søndergaard som
nærmeste forsvarer måtte optage jagten på den ASA spiller der nu
havde frit løb mod mål. På kanten af feltet kastede "Jaap
Stam" sig i en glidende tackling som desværre viste sig
kun at række til ASA spillerens ben og ikke bolden. Klokkeklart
frispark og som bageste mand kunne "Jaap Stam"
sagtens være blevet præsenteret for det røde kort. Dommeren
vurderede dog at det var et reelt forsøg på at tackle på bolden, og
nøjes med at give ham gult kort og dermed 10
minutter på sidelinjen. Det efterfølgende frispark skabte ikke de
store problemer for Michael Fredenslund i målet, men var det første
forsøg mod mål kampen. Det var iøvrigt anden hjemmekamp træk vi
havde fået gult kort til bageste mand, efter at have stoppet en
modspiller ulovligt på kanten af feltet.
Vi måtte vente 9 minutter på vores første
afslutning mod mål. Morten Bang fik bragt sig på
skudhold på kanten af feltet, men skuddet sneg sig forbi stolpen.
Efter 14 minutter havde vi dog bedre held med
vores afslutning. En meget energisk Jesper "Mini"
Lauridsen erobrede bolden på midten af banen, hvor ASA var
igang med at etablere spil frem ad banen. Han fik sendt Kim
Rafn afsted mod mål med en dyb stikning, og
Kim kvitterede ved at sparke bolden i mål til
1-0 med en hård yderside. Det 3. sæsonmål i 15
kampe. Inden denne sæson var Kim noteret for 4 mål i 47 kampe, så
det er ikke forkert at sige at Kim er kommet i
målhumør denne sæson.
Michael Fredenslund stod en god kamp i målet for os, og havde
fint styr på de afslutninger ASA sendte afsted mod ham i
forsøget på at få udlignet. Efter 24 minutter var
han dog chanceløs, da ASA brød igennem vores bageste linje og
udlignede til 1-1. Udligningen slog os heldigvis
ikke ud, og vi holdt ASA fra chancer resten af halvlegen.
Vi var dog ikke selv færdige med at skabe chancer. Efter
28 minutters spil viste Kim Rafn
sandt arbejdsraseri i hans fortjek på ASA's opspil. Han fik
tacklet bolden i retning af Morten Bang som bare
havde en forsvarer mellem sig og målet.
Bang fik elegant afdriblet forsvaren og
missede ikke denne store mulighed for at score. Han sendte sikkert
bolden i nettet bag en sagesløs målmand til 2-1, som blev
resultatet efter første halvleg.
Anden halvleg var blot 1 minut gammel da
Morten Bang fik pillet bolden fra ASA's bageste
mand, og trods flere forsøg fra såvel forsvarer som målmanden på at
sparke og skubbe Bang ud af balance, fik han
driblet sig fri af dem begge og sendt bolden i det tomme mål til
3-1. Det var Bang's sæsonmål nummer 22 i 17 kampe
og han er nu bare 4 mål fra at tangere Jacob
Hansens rekord på 26 sæsonmål. Dommeren takserede iøvrigt
målmandens skubberi til gult kort og 10 minutter
på bænken.
Scoringen var startskuddet til et langt pres på vores mål fra
ASA, i et forsøg på at komme tilbage i kampen. De fik bragt sig
frem til flere gode afslutninger, men heldigvis var skarpheden ikke
den bedste her til aften. De bolden der holdt sig indenfor
målrammen havde Michael Fredenslund styr på. Der var dog tale om
ren overlevelse i flere perioder af halvlegen, selv mens vi var en
mand i overtal. Efter 55 minutters spil var det
dog ved at gå rigtig galt. Michael "Mik Mak"
Krattet blev presset til at spille bolden bagud mod
"Jaap Stam", som dog ikke var helt så opmærksom på
afleveringen som hans nærmeste modstander. Det resulterede i en
potentiel friløber (ikke helt ulig situationen fra starten af
kampen) og igen måtte "Jaap Stam" handle hurtigt
og konsekvent. Han fik bremset ASA spilleren med et simpelt
benspænd, og selvom han skyndte sig væk fra situationen havde
dommeren desværre spottet gerningsmanden. Denne gang var det svært
at argumentere et forsøg på at nå bolden, som ikke var i nærheden
af de to spillere. Dommeren uddelte derfor direkte rødt
kort til "Jaap Stam".
Med en mand i undertal det sidste kvarter, var vores situation
lige pludselig blevet noget mere besværlig. Ved det gule kort i
første halvleg, havde vi været det bedste hold i undertal, og havde
endda scoret. Det lå dog ikke i kortene at vi skulle vende spillet
i undertal på dette tidspunkt af kampen. I stedet lagde ASA
ekstra pres på vores mål, og efter 57 minutter fik
de reduceret til 3-2. Der var dermed lagt i
kakkelovnen til nogle svære sidste 13 minutter. Det blev da også én
lang forsvarskamp med meget få besøg på ASA's sidste tredjedel
af banen.
Efter 68 minutters spil fik vi dog en
chance for at lukke kampen. Vi havde forsøgt en hurtig
omstilling som dog blev stoppet og sparket til indkast. ASA
spillerne var dog ikke kommet med hjem på omstillingen, og
"Mini" fandt Kim Rafn helt fri
midt på ASA's banehalvdel med et hurtigt taget indkast. Alle ASA
spillerne var trukket over mod indkastet og havde overladt et
stort område frit midt på banen, hvor Kim havde
frit løb mod mål. Desværre fejlbedømte Kim boldens
fart på den våde bane og bolden løb fra ham efter hans første
berøring. Det betød at en forsvarer nåede på tværs og forpurede
chancen. Heldigvis blev det den sidste chance i kampen, og vi
kunne glæde os over en vigtig sejr efter en rigtig herrefight
gennem hele anden halvleg.
Morten "Jaap Stam" Søndergaard gjorde sig
specielt bemærket i kampen med hans gule og røde kort. Han er den
første spiller på holdet der ser direkte rødt, men hans to aktioner
der gav ham kortene viste sig at være utrolig vigtige. Kampen endte
med en smal et-måls sejr og da der er meget stor sandsynlighed for
at de to friløbere kunne have resulteret i mål, så er det ikke helt
skævt at tildele en stor andel i sejren til hans konsekvente
handlinger i de to situationer. Trods det at vi spillede 25
minutter i undertal pga. de to kort som "Jaap
Stam" tog for holdet, så kvitterede holdet med en super
indstilling og fight i de svære perioder. En sand fornøjelse at
følge fra sidelinjen.
"Jaap Stam" fik dog ingen stemmer for de to
aktioner, men Jesper "Mini" Lauridsen blev
belønnet for en ekstraordinær energisk arbejdsindsats i samtlige 60
minutter han var på banen med udnævnelsen som Kampens
bedste spiller. "Mini" fik 8 stemmer og
var i tæt løb med den debuterende målmand Michael
Fredenslund som fik de øvrige 7 stemmer.
Truppen mod ASA:
Fredenslund - Schiølin, "KD", "Jaap Stam", Motzfeldt - "Mini",
Bille, "Poppe", "Usche" - Bang, Hansen
Bænken: Salling-Thomsen, "Mik Mak", Kim Rafn