Vigtige points på spil mod forsvarende mestre

Det var varmt.... meget varmt på Vibe arena i Hinnerup, hvor vi bød de forsvarende mestre fra Aabyhøj velkommen. Seneste møde med Aabyhøj var på udebane i april måned, hvor vi måtte nøjes med 1-1, efter at have domineret starten af kampen, og burde have scoret 2-3 mål. Effektiviteten foran mål har været et problem i 2019, så det skulle der laves om på her til aften. Gæsterne havde oprustet ift. seneste møde, da Dennis Siim stødte til truppen, og dannede midtbane duo med den gamle Superliga kollega Gregers Ulrich.  

 

Vi startede kampen klart bedst, med vores sædvanlige sikre omgang med bolden, og gode gennembrud over kanterne, hvor Martin Bøjer ligesom sidste uge var i højt spillehumør. Efter bare 3 minutters spil fik vi sendt den første kvalificerede afslutning afsted mod gæsternes mål, men desværre suste Jacob Hansens skud lige over overliggeren. Aabyhøj var bedre end os på bolden, og når de spillede sig op ad banen, virkede det hele tiden som om deet kunne blive farligt. Blot minuttet efter Hansens afslutning, kiksede offsidefælden i den anden ende, og gæsterne fik en friløber mod mål. Målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov viste dog stor styrke, og leverede en fabelagtig redning én-mod-én med Aabyhøj angriberen. 

 

Den chance var dog det tætteste Aabyhøj kom på mål i 1. halvleg. Vi trykkede derimod hårdt på omkring gæsternes sidste tredjedel, og kom frem til en del rigtig gode chancer inden for de første 15-20 minutter. Hovedparten af chancerne var med Martin Bøjer som arkitekt på højrekanten. Vi manglede dog - som sædvanligt fristes man til at sige - lige det sidste for at få prikket bolden i nettet, og måtte derfor gå til pause med 0-0, præcis som det omvendte møde i april.

 

I pausen skiftede Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen ud i midterforsvaret, hvor Jesper "Store" Søndergaard kom ind, og Klaus Rafn blev rykket op på midtbanen. Det gav lidt udfordringer ift. gæsternes hurtige folk oppe foran, og efter bare 5 minutter fik vi deja vu fra sidste uges kamp mod Viby, da "Store" blev trukket ind i en løbeduel over en halv banelængde, med en væsentlig hurtigere Aabyhøj angriber. Denne gang kom Jesper "Smørhånd" Kjærskov til kort i mand til mand duellen med den frie angriber, og vi kom ufortjent bagud 0-1 tidligt - igen præcis som mødet i april.

 

Modsat sidste uges kamp i Viby, så fik "Store" positioneret sig væsentlig bedre, og undgik de lange løbedueller resten af kampen. Det gav os ro til igen at fokusere på spillet fremad banen, hvor vi igen blev spilstyrende. Gæsterne kom dog frem til endnu en kæmpe chance, men ligesom i 1. halvleg trak "Smørhånd" en fantastisk redning op af hatten, og holdte os dermed inde i kampen. Vi skulle frem til 10 minutter fra slutfløjt, før vi fik valuta for vores pres. Jan Christensen sendte en præcis bold hen over hovedet på Jacob Hansens direkte modspiller, og gav ham alletiders mulighed for, upresset, at bringe sig på skudhold. Fra kanten af feltet sparkede han resolut bolden under målmanden, som ikke så helt heldig ud i situationen, og udlignede til1-1. Kampen endte i remis, og for anden gang i træk havde vi en følelse af at der var points tabt i en kamp mod et, på aftenen, rigtig godt Aabyhøj hold.

 

Efter kampen var der meget lidt tvivl om hvor stemmer til Kampens spiller skulle placeres. Jesper "Smørhånd" Kjærskov fik 9 af 14 stemmer, mens Jacob Hansen fik de øvrige 5. Begge spillere var afgørende for at vi kom fra kampen med 1 point - "Smørhånd" der med hans sublime redninger holdte os inde i kampen, og Hansen der igen-igen lynede foran mål.

 

Truppen mod Aabyhøj;

 

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: "Mik Mak", Hagelquist, "KD" og Klaus Rafn

På midtbanen: "Anke", Møller, Bøjer og Christensen

I angrebet: Hansen og Kim Rafn

 

På bænken: "Store" og Illner

Cheftræner: "Carlos"

Assisterende træner: "Mini"

 

 

 

Sponsorer
Blockchain Nordic
Støy
Salling
BrandIT
Hinnerup Køreskole
Søften Auto
Seier Fitness
Köd

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor