Nyt spillesæt indviet mod bundprop

Vores længe ventede nye spillesæt fik debut her til aften mod bundproppen fra Fuglebakken KFUM. Sidste uge fik vi sendt "Zebraen" på pension, med en 3-1 sejr over et andet bundhold, så alle var opsatte på at indvie det nye sæt med 3 points. På papiret var det en overkommelig modstander, som vi har mødt to gange tidligere med hhv. 6-2 og 6-1 sejre som resultat. Det virkede dog som om gæsterne havde oprustet en smule ift. de første to møder, så der skulle kæmpe lidt hårdere for pointene.

 

Gæsterne fra Fuglebakken lagde ud med et meget højt pres, for at forstyrre vores opspil. Det var dog ikke mere effektivt, end at vi spillede os fint igennem det første pres. Desværre havde vi taget nogle af vores unoder med fra sidste uges kamp, og havde til tider svært ved at ramme medspillerne med selv de simple afleveringer, og opspillet endte derfor ikke i de store chancer i kampens indledning. Vi havde dog held med spillet over kanterne, hvor specielt Martin Bøjer sprudlede på højrekanten. 

 

Det skulle dog være gæsterne der fik scoret først efter bare 7 minutters spil. En dyb stikning bag vores højre forsvarsside, overrumblede os en smule, ligesom farten på gæsternes lange angriber kom bag på os. Inkonsekvent forsvarsspil af Jesper "Store" Søndergaard, i feltet gav ham frit skud på mål, og passerede let en sagesløs Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet til 0-1. Målet kom lidt ud af ingenting, og vi kom hurtigt op på hesten igen. Vi begyndte nu at spille bolden frem i et højere tempo, som lagde gæsternes under et større pres, og vi fik flere afslutninger mod mål, som dog stadig manglede den nødvendige kvalitet, for at blive farlige. Efter 12 minutters spil fik vi vores første hjørnespark. Martin Bøjer sendte et perfekt indlæg mod bagerste stolpe, hvor "Store" stod umarkeret. Desværre stod hovedstødet ikke mål med indlægget, og målmanden fik på mirakuløs vis reddet afslutningen, med hjælp fra sine forsvarer.

 

Vi skulle helt frem til kampens 23. minut, før vi endelig fik vekslet spilovertag til mål. Martin Bøjer brød igennem på højrekanten, og lagde et hårdt indlæg på tværs af feltet. Jacob Hansen kastede sig frem ved forreste stolpe, for at prikke bolden ind, men kunne ikke nå den. I stedet endte indlægget hos Morten Bang på bagerste stolpe, og han kvitterede med en sikker scoring til 1-1. Blot 2 minutter senere brændte det igen på i Fuglebakkens felt. Jacob Hansen jagtede en ripost fra en forsvarsblokering mod den ene stolpe, men da han nåede frem til bolden, var vinklen til mål blevet for spids, så han headede i stedet bolden tilbage i feltet, hvor Peder Soelberg stod helt umarkeret, og nemt kunne bringe os i front med 2-1.

 

Det skulle dog ikke lykkes os at holde føringen til pausen. Med få minutter tilbage af halvlegen, tog gæsternes angriber chancen fra kanten af feltet, og med et meget yderligt og særdeles velplaceret skud, sendte han bolden i nettet bag "Smørhånd" til 2-2. Trods en heroisk aktion for at nå ud til skuddet, var der ikke noget at gøre for ham - så godt var bolden sparket ind.

 

I 2. halvleg bølgede spillet mere frem og tilbage. Der var ved at være langt mellem kæderne, hvilket gav Fuglebakken mere plads til at kombinere sig op ad banen. Vi havde dog fint kontrol med at forsvare den sidste tredjedel, hvor gæsterne gang på gang løb i offside fælden. Vi fik også selv mere plads til at spille bolden fremad, og fik iscenesat begge kanter ved flere lejligheder. Efter 55 minutters spil bragede Martin Bøjer igen igennem på højrekanten, og med et præcist indlæg fandt han Per "Folke" Volquarts helt fri midt i feltet. "Folke" kastede sig ekvilibristisk ind i indlægget, og headede bolden i mål til 3-2.

 

Kort tid efter scoringen fik vi vores første hjørnespark i 2. halvleg. Indlægget fra Martin Bøjer fandt en meget fri Simon Schiølin, som fik sat pandebrasken på indlægget. Han var dog tilpas langt ude i feltet til at hovedstøddet i sig selv var rigtig farligt, men midt mellem ham og målet stod Jesper "Store" Søndergaard, som lige præcis ikke fik nok berøring på bolden til at styrre den forbi målmanden, som med det yderste af fingerspidserne fik reddet bolden på stregen.

 

Med lidt mindre end et kvarter tilbage af kampen fik vi mere drama end vi havde lyst til. Målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov kom i kambolage med en Fuglebakkenspiller på kanten af feltet, da de jagtede en 50/50 bold. Gæsternes spiller fik sammenstøddet til at se lidt voldsommere ud end det var, hvilket gjorde at dommeren takserede situationen til gult kort til "Smørhånd" og 10 minutter på sidelinjen. Det var dog som om vi fik bedre styr på spillet med en mand i undertal. Vi kom til at stå tættere i kæderne, da vi blev presset længere tilbage, og vi forsvarede vores føring. Det gav plads og muligheder den anden vej, til at slå hurtige kontraangreb, efter at have stoppet gæsternes opspil. Vi kom frem til mange store chancer, som sagtens kunne have endt i scoringer, som endegyldigt ville have lukket kampen. Manglende kvalitet i afslutningerne, eller forkerte beslutninger i afgørende momenter resulterede dog i at scoringen udeblev. Der skulle en fejl fra gæsternes målmand til, før vi fik lukket kampen. En meget offensivt spillende målmand kiksede et udspark fra kanten af eget felt. Bolden endte i fødderne på Jacob Hansen, som upresset kunne sparke bolden ind over målmanden fra 25 meter, og score det endegyldige sejrsmål til 4-2

 

Kampen endte 4-2, og vi gjorde dermed rent bord mod Fuglebakken KFUM, med 3 sejre af 3 mulige og en målscore på 16-5. Der var ikke megen tvivl om hvem der skulle hædres som Kampens spiller. Martin Bøjer var indvolveret i langt de fleste af vores farlige aktioner, og blev notoret for 2 assists. Han vandt afstemningen med 7 stemmer ud af 13 mulige. De øvrige stemmer blev fordelt på Jan Christensen (3), Jacob Hansen (2) og Anders "Anke" Rasmussen (1).

 

Truppen mod Fuglebakken KFUM:

 

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: Hagelquist, "Store", "Benner" og "Jaap Stam"

På midtbanen: Bøjer, Soelberg, "Anke" og Christensen

I angrebet: Bang og Hansen

 

På bænken: "Folke", Møller og Schiølin

Cheftræner: "Carlos"

Sponsorer
DIS
Hummel
Carlsberg
Hedegaard
Føtex 2
Euro-Vent
Ret & Råd Hinnerup
Hinnerup Køreskole

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor