Det er 9 år siden vi sidst bød FC Rangers velkommen til Rønbæk
stadion. Dengang blev de sendt retur med et nederlag på 8-2.
Forventningerne til aftenens kamp lå meget i samme bane, da
gæsternes hidtil eneste triumf i denne sæson, kom i 1. spillerunde,
hvor de vandt uden kamp. Siden er det blevet til flere store
nederlag og 0 points, så der var lagt op til en overkommelig
opgave, oven på det ærgerlige nederlag til bysbørnene sidste uge.
Få timer før kampstart var vi dog lettere presset, da kun 9 mand
havde meldt sig klar til kamp, og en af disse
("Folke") trak ovenikøbet med pressede ribben fra
sidste uges kamp, og en forstrækning han pådrog sig under
opvarmningen. Heldigvis fik hans begrænsede mobilitet ikke den
store betydning for udfaldet af kampen.
Det var ikke svært at forstå hvorfor FC Rangers ligger og roder i
bunden af ligaen. De havde simpelthen for lidt at skyde med, og
deres fysiske spil kom slet ikke i gang i kampens indledning, da
vores boldomgang var hurtigere end de kunne følge med til. Vi havde
relativt nemt ved at komme frem til chancer, som vi dog i alt for
stort omfang brændte på det skammeligste, mens gæsterne ikke
fremprovokerede en eneste redning fra Jesper "Smørhand"
Kjærskov i hele 1. halvleg. De få gange de kom i nærheden
af vores felt og fik afsluttet, blev skuddet blokeret.
Vi fik dog prikket bolden i nettet efter 7 minutters spil, da
Martin Bøjer blev spillet fri foran mål af
Jacob Hansen, og sikkert scorede til
1-0 på den meget immobile målmand i FC
Rangers målet. 5 minutter senere blev Bøjer igen
sendt fri mod mål, men denne gang var han uselvisk, og "betalte
tilbage" på Hansens assist få minutter inden, da
han spillede bolden på tværs af feltet, til en helt fri
Jacob Hansen, som let kunne score til
2-0.
Vi fortsatte med at dominere spillet efter scoringerne, og kom frem
til et hav af afslutninger, som dog enten røg forbi mål, eller blev
sparket lige på den store målmand. Han stoppede alt hvad der lå
inden for en arms-/et bens afstand fra kroppen, men opgav at redde
alt andet. Vi skulle helt frem til det 30. minut, før vi fik
scoringen til 3-0. Igen var det
Jacob Hansen der var i afslutterens rolle, efter
en fornem frispilning fra Michael "Mik Mak"
Krattet.
Vi tog 3-0 føringen med os til pausen, efter en halvleg der havde
budt på et par kontroversielle episoder, som kunne (læs: Skulle)
have ført til straffespark mod Anders "Anke"
Rasmussen, og som minimum 1 mørkegult kort til FC Rangers'
anfører, efter et verbalt og semifysisk "overfald" på Peder
Soelberg i forbindelse med en nærkamp. I begge episoder
valgte dommeren at lade fløjten forblive tavs.
Gæsternes frustrationer og en let provokerende Peder
Soelberg, første allerede fra 2. halvlegs start til flere
unødvendige sammenstød med FC Rangers' anfører. Det kulminerede
efter 5-6 minutters spil af halvlegen, da dommeren valgte at give
begge spillere 10 minutter "i straffeboksen" for endnu en batalje,
som med en anden dommer nemt kunne have affødt et rødt kort til
gæsternes anfører. Dommeren vurderede at begge spillere havde en
"pustet til ilden", selvom om gæsternes anfører tydeligt
overreagerede med at skubbe Soelberg i
jorden.
FC Rangers tabte mest ved de to gule kort, da det var deres
ubetinget bedste forsvarsspiller der var røget ud i 10 minutter. Vi
udnyttede den ekstra plads på banen, og den reducerede fysik i
forsvaret til at score to fornemme mål. Efter 43 minutter fik
Anders "Anke" Rasmussen en friløber mod mål, efter
et meget fint vip fra Martin Bøjer, og
"Anke" sparkede bolden hårdt og præcist ind i
højre målhjørne til 4-0. Små 10 minutter
senere fik Martin Bøjer selv muligheden fra
distancen, og han gjorde "Anke" kunststykket
efter, da han tordnede bolden ind i det venstre målhjørne til
5-0. Assisten til Bøjers
mål kom fra Per "Folke" Volquards, da et udspark
fra målmanden ramte "Folke" i ryggen og endte i
fødderne på Bøjer.
Peder Soelberg kom i centrum igen, da hans 10
minutter på bænken var overstået. Efter en times spil, blev han
spillet i dybden af "Folke". Målmanden havde en
sjælend gang bevæget sig ud af målet, i et forsøg på at stoppe
Soelberg, men han fik driblet rundt om målmanden
og sparket bolden sikkert i det tomme mål til
6-0. Lige så flot som målet var, lige så
uheldigt var Soelbergs fejring af scoringen, som i
bund og grund var en verbal provokation af gæsterne, som han følte
havde været efter ham hele aftenen. Den provokation blev taget
meget ilde op af FC Rangers, og Soelberg var
heldig med ikke at blive fanget af en "benbrækker-tackling", for
gæsterne havde hans nummer, og de gik meget målrettet efter at
"flække" ham mod slutningen af kampen. Frustrationen blev dog også
taget ud over andre spillere, og bl.a. Martin
Bøjer fik "kærligheden" at føle med et sæt støvleknopper
på skinnebenet. Dommerens inkonsekvens fra første halvleg fortsatte
desværre i anden halvleg, så hvor andre dommere ville have uddelt
minimum 1 rødt kort i denne kamp, sluttede den med et gult til
hvert hold og en 6-0 sejr til os.
Det ville ikke være fair, at skrive dette referat uden at fremhæve
Jesper "Smørhånd" Kjærskov. Han havde en meget
stille aften "på kontoret", men når der var brug for ham, leverede
han på verdensklasse niveau. Midt i 2. halvleg fik gæsterne deres
første afslutning inden for målrammen. Det var en flad afslutning
mod "Smørhånds" højre side, som han kom ned til i
fuld længde, og da bolden ramte målstregen, fik han med
fingerspidserne vippet den på stolpen, hvorfra forsvaret kunne
afværge yderligere farer. Få minutter senere viste han stort mod,
da han efter et hjørnespark, fik kastet sig i vejen for et par
afslutninger, inden bolden blev blokeret med ansigtet af en FC
Rangers spiller, som fik blæst sin ene kontaktlinse ud i
situationen.
Med sejren konsoliderede vi 2. pladsen i ligaen, og lagde pres på
topholdet. Det var samtidig vores 3. clean sheet i 6 kampe, og vi
skal helt tilbage til 2012 for at finde den seneste sæson med mere
end 2 clean sheets. Dengang bød hele sæsonen på 4 af slagsen,
hvilket vi helt sikkert vil gå efter at matche allerede i næste
uge, hvor vi napper en gentagelse af aftenens kamp mod FC Rangers
på Rønbæk stadion. Kampstart er kl. 18.00
Michael "Mik Mak" Krattet og Per "Folke"
Volquards delte (ligesom i sidste uge) hæderen som Man of
the Match her til aften med 5 stemmer hver. De sidste stemmer gik
til Martin Bøjer (3) for hans mål og 2
assists.
Truppen mod FC Rangers:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", "Store", Klaus R. og
Motzfeldt
På midtbanen: "Anke", Soelberg, Brygger og
"Folke"
I angrebet: Hansen og Bøjer
På bænken: Hagelquist
Cheftræner: "Carlos"