Jævnbyrdig kamp mod topholdet endte uafgjort

Aftenens hjemmekamp mod Freja Oldboys fra Randers, var vores første møde med et af topholdene i denne sæson. På forhånd duftede det lidt af en modstander med et noget højere niveau i støvlerne end os, og vi var derfor meget opsatte fra start.

 

Fra starten af første halvleg var det os der styrede kampen, og vi skulle faktisk hen til den 27. minut før Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet blev testet første gang, men han kom fint ned til langskuddet og så meget sikker ud. Indtil da havde vi haft bolden mest, og var kommet frem til en god håndfuld chancer, som dog ikke havde voldt målmanden de helt store problemer.

 

Selvom vi havde bolden meget, og lykkedes med at komme godt over flankerne flere gange, så var det tydeligt at vi var oppe mod en modstander med en særdeles god forståelse for spillet, som fik placeret sig rigtigt på afgørende tidspunkter.

 

Efter 30 minutters spil kom forløsningen. Søren Andersen scorede sit første mål for holdet siden 6. maj 2013, men det var til gengæld også et af dem der var værd at vente på. Et indlæg til bageste stolpe blev headed væk lige for næsen af Ulrik "Usche" Lind, men på kanten af feltet stod Søren klar, og han fik et drømmetræf på bolden, som han helflugtede i nettet ved modsatte stolpe. Fuldt fortjent føring efter spil og chancer.

 

Det lykkedes os desværre ikke at holde føringen til pausen. I allersidste minut af halvlegen kom Freja frem til bare deres anden chance i kampen. Denne gang havde de dog bedre held med afslutningen som, efter et par genialiteter på kanten af feltet, blev flugtet forbi en sagesløs "Smørhånd" i målet til 1-1.

 

Freja kom bedst ud til anden halvleg, og det var som om de havde læst vores spil efter første halvlegen. Vi havde i hvert fald meget svært ved at kombinere os op ad banen, som vi havde haft held til i første halvleg. Til gengæld var det nu gæsterne der pressede på nede omkring vores felt, men chancerne var sporatiske, og blev ikke helt farlige. I den anden ende var der meget langt mellem vores afslutninger, og vi havde nu mere fokus på at forsvare og prøve at generobre overtaget på midtbanen.

 

Midt i halvlegen måtte "Smørhånd" trække en af sine signaturredninger op af hatten for at holde det uafgjorte resultat. Freja fik kombineret sig igennem vores forsvar, og én mod én fra en lidt spids vinkel kom de frem til afslutning, som "Smørhånd" dog fik reddet med en suplim refleks.

 

Det var ikke før kampens sidste 5 minutter vi igen begyndte at bide fra os. Vi sluttede klart bedst af, og kom frem til 2-3 gode muligheder, som dog enten gik i sidenettet eller blev reddet af en veloplagt Freja målmand. Kampen endte 1-1, hvilket må siges at være 100% retfærdigt set over hele kampen. Alle på holdet til aftenens kamp skal have stor ros for deres arbejdsindsats gennem hele kampen. En fornøjelse at overvære. Det uafgjorte resultat var vores første pointdeling siden 21. august 2013.

 

Kampens spiller blev Klaus Rafn med hele 11 ud af 15 stemmer. Han spillede ganske enkelt en blændende kamp i midterforsvaret, hvor hans direkte modstander ikke fik et ben til jorden. Kund en enkelt gang blev han sat i forlegenhed, og det var ved udligningen. Fuld fortjent at Klaus løb med æren her til aften. Det øvrige stemmer gik til en hårdt arbejdende Kasper Poppe Andersen med 2 stemmer, mens Jesper "Mini" Lauridsen og Jesper "Benner" Bendix fik 1 stemme hver.

 

Næste hjemmekamp er 26. maj hvor HEI kommer på besøg.

 

Truppen mod Freja:

"Smørhånd" - "Mini", Klaus Rafn, "Benner", Schiølin - Søren A., "Poppe", Lybye, "Usche" - Bang, Kim Rafn

 

Bænken: Salling-Thomsen, "Mik Mak"

Sponsorer
Rafn El
Hummel
Rafn Tømrer
Salling
Ret & Råd Hinnerup
Søften Auto

Vidste du...

at vi inden aftenens uafgjorte resultat, blot havde spillet én kamp uafgjort i vores seneste 45 kampe?

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor