Perfekt afslutning på forårssæsonen mod lokalrivaler

Forårets sidste kamp var lokalbraget mod Grundfør. Det var også "finalen" om kredsens 3. plads, og da "Lillebror" fra Grundfør var sluttet foran os efter gruppekampene, var der lige en ting eller to der skulle sættes på plads, på en regnvåd sommeraften i Grundfør. Det var vores 3. opgør med hjemmeholdet indenfor 12 måneder, og begge de to foregående kampe var endt uafgjort. Fælles for de to kampe var det, at udligningen var faldet meget sent i kampen, så der var lagt op til en tæt kamp med masser af drama.

 

Hjemmeholdet startede kampen bedst. I løbet af de første 10 minutter af kampen havde Grundfør en lille håndfuld chancer, der alle blev skabt på hurtige omstillinger. Kvaliteten i afslutningerne var dog slet ikke i samme klasse som opspillet. Selvom der var tale om 100% chancer, blev målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov slet ikke udfordret i denne fase.

 

Den første halvdel af 1. halvleg havde vi bolden mest, og dikterede tempoet i kampen. Vi kom dog ikke frem til de store chancer, men havde travlt med at forsvare de mange kontra angreb fra hjemmeholdet. Efter 15 minutters spil fik vi den første store chance. Morten Bang tilkæmpede sig bolden på hjemmeholdets baglinje. I duellen om bolden fik han sat sin direkte modstander af, og havde nu frit løb mod mål. Fra en halvspids vinkel tordnede Bang bolden i nettaget, uden chance for Grundførs målmand. Scoringen til 0-1 var Bang's mål nummer 98 for DMVF!

 

Mindre end 1 minut efter scoringen fik Bang en stor chance for at udbygge føringen, og personligt komme tættere på de 100 mål. Fra en helt fri position på kanten af feltet, fik han sendt endnu et knaldhårdt spark mod mål. Denne gang var målmanden hurtig med en refleks, og fik slået bolden op på overliggeren. Resten af halvlegen lod vi os presse alt for langt tilbage på banen, og Grundfør overtog styringen af spillet. Det var dog tydeligt at se, at de var farligst på hurtige omstillinger, for de havde meget svært ved at tilspille sig chancer i denne fase af kampen. Kampens sidste chance fik vi, men Ulrik "Usche" Lind kunne, fra en position tæt på mål, ikke passere hjemmeholdets målmand, og vi gik til pausen med en 1-måls føring.

 

Hjemmeholdet kom bedst ud til 2. halvleg. Efter bare 3 minutter fik de hjørnespark, som blev sparket kort til forreste stolpe. Her kom en Grundfør spiller først på bolden og headede for nemt bolden i nettet til 1-1.

 

Efter chokstarten fik vi igen bedre styr på spillet, uden dog at sætte os på kampen som i 1. halvleg. Spillet bølgede meget frem og tilbage og der blev skabt sporatiske chancer i begge ender, som dog ikke gav mål. Vi skulle hen til kampens 45. minut før der igen blev scoret. Klaus Rafn opsnappede en løs bold på kanten af feltet tog chancen fra distancen. Afslutningen manglede i særdeleshed fart, men havde i stedet godt med højde. Bolden sejlede i en blød bue hen over hovedet på hjemmeholdets målmand, som virkede til ikke at kunne se bolden i den silende regn. Han reagerede i hvert fald slet ikke på afslutningen, som dermed endte i nettet til 1-2.

 

Efter et kvarters spil kom hjemmeholdet meget tæt på at udligne. Et gennembrud i vores ventre forsvarsside blev farligt, da "Smørhånd" tog duellen om bolden med Grundførspilleren ved baglinjen. "Smørhånd" fejlbedømte afstanden til bolden og blev rundet af modstanderen. Bolden blev sparket fladt ind foran mål, hvor hjemmeholdets angriber blot skulle trille bolden den sidste meter over målstregen i et tomt mål. Helt mirakuløst kom Klaus Rafn dog imellem mål og angriber, og fik tacklet bolden ud af farezonen. I samme periode af kampen havde vores angriber-debutant Otto Motzfeldt en kæmpe mulighed for at åbne sin scoringskonto på sin første optræden i det velgørende angreb. Han fik muligheden efter en hårdt indlæg som han mødte ved bageste stolpe. Han løb ind i bolden 1 meter fra målstregen, hvilket 8 ud af 10 gange ville ende med et træf der sendte bolden i nettet. Desværre for Otto fik han ikke god kontakt med bolden og målet udeblev.

 

I slutfasen af kampen pressede Grundfør på for at få den udligning, som ville sende kampen i straffesparkskonkurrence. Det gav os muligheder for hurtige omstillinger, og efter et par mislykkedes nogle af slagsen, fik vi sat den perfekte kontra op med bare 3 minutter tilbage af kampen. Peder Soelberg opsamlede bolden midt på vores halvdel og sendte en præcis bold afsted mod Morten Bang. Han havde en halv bane til mål, og kun en enkelt (tung) forsvarer der skulle rundes. Efter et par skarpe træk på kanten af feltet, fik han sat sig selv op til afslutning. Et fladt spark til nærmeste stolpe overraskede målmanden, som ikke kunne nå ned og blokere. Bang havde bragt os foran 1-3 med endnu et sent mål, og er nu kun 1 mål fra at runde de 100 for Danmarks mest velgørende fodboldhold. Målet lukkede kampen helt, og sidste aktion stod dommeren for, da han præsenterede Peder Soelberg for det gule kort i kampens sidste sekund.

 

Efter en lidt broget forårssæson, som i høj grad har væreet præget af skader, kan vi være fint tilfredse med rækkens 3. plads. Æren som kampens bedste spiller blev delt mellem Klaus Rafn og Jesper "Mini" Lauridsen med 3 stemmer hver. De øvrige stemmer blev delt mellem Peder Soelberg (2), Jesper "Smørhånd" Kjærskov (2), Christian Hagelqvist (2), Morten Bang (2) og Christopher "Dolfi" Eis (1).

 

Truppen mod Grundfør:

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: "Usche", Schiølin, Hagelqvist og "Mik Mak"

På midtbanen: "Mini", Soelberg, Klaus Rafn og "Faxe"

I angrebet: Bang og "Dolfi"

 

På bænken: Motzfeldt og "Baule"

 

 

Sponsorer
Rosendahl

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor