3 kampe og 3 snævre nederlag, det var status for sæsonen 2018/19
inden aftenens hjemmekamp mod HEI. På papiret burde vi kunne få
points mod HEI, som også er oprykkere, og som vi har slået i de
seneste fire indbyrdes opgør. Vores seneste møde var dog en
særdeles tæt affære, som først blev vundet med to hurtige scoringer
til sidst i kampen. I den kamp var vi gang på gang overspillet på
midtbanen, så der blev lagt en meget specifik taktik til aftenens
kamp, for at dæmme op for gæsternes (formodede) stærke midtbane.
Det helt store spørgsmål var dog, om vi kunne levere en godkendt
præstation over to halvlege. Det har været vores store problem
denne sæson, og en helt klar forudsætning for at få points på
kontoen.
Der var rokeret en smule på den normale opstilling til kampen,
for netop at styrke vores centrale midtbane så meget som muligt.
Klaus Rafn var flyttet op ved siden af Jan
Christensen, mens Kristian "KD" Drachmann
tog plads i midterforsvaret, ved siden af Jesper "Store"
Søndergaard. Desuden var Martin Bøjer lagt som en mere
defensiv angriber, for at aflaste midtbanen med det første pres.
Det var med andre ord en mere løbestærk midtabane, med et tungere
forsvar som kompromis.
Kampens indledning var meget chancefattig. Det var to hold, der
matchede hinanden rigtig godt over hele banen, så det var svært for
begge parter at få etableret nogle farlige situationer i- og
omkring modstanderens felt. Vi havde dog et snævert spilovertag de
første 2/3 af halvlegen, uden vi dog rigtigt fik testet gæsternes
målmand. Noget af det der havde fyldt i det taktiske oplæg var
hjørnespark. Her havde vikarierende træner Jesper "Store"
Søndergaard udpeget de vigtigste områder der skulle dækkes
i feltet, og hvordan bevægelsesmønstrende skulle være. Efter 20
minutters spil fik vi hjørnespark i højre side, som Martin
Bøjer sparkede. Hans indlæg gik mod forreste stolpe, hvor
Martin Illner havde fundet plads, og han kom først
på bolden som blev headed i mål til 1-0.
Med målet bragte Illner sig i front på topscorerlisten, som den
første med 2 scoringer denne sæson.
Hjørnesparkene var faktisk vores bedste muligheder i første
halvleg, og vi så væsentlig farligere ud end vi har gjort længe,
hver gang Bøjer sendte indlæg ind fra hjørneflaget. Faktisk fik vi
sendt bolden i nettet igen efter hjørnespark, da Kim
Rafn kom først på et indlæg, men dommeren vurderede at Kim
havde skubbet en modspiller i kamp om bolden, og målet blev
underkendt. Vi kunne dog have sluttet halvlegen af med en perle af
en scoring, hvis marginalerne havde været med os. Kort før pausen
bragte Jan Christensen sig på skudhold uden for
feltet, og med aftræk godt 20 meter fra mål, tordnede Jan
C. bolden op i krydset. Uheldigvis tog undersiden af
overliggeren fra, og boldens nedslag var få centimeter på den
forkerte side af stregen.
Det er ikke af uvilje, at der ikke er skrevet noget om HEI's
chancer i kampen. De få gange de kom ned i vores ende af banen, var
de ganske enkelt ikke skarpe nok, til at få afsluttet med kvalitet.
Generelt havde midtbane og forsvar rigtig godt fat i gæsterne i
første halvleg, så vi forsvarede en 1-måls føring til pausen.
Efter pausen overtog HEI lidt mere initiativ i jagten på en
udligning. Det var dog ikke de store chancer de kom til, da vi gang
på gang fik forstyrret deres opspil. De få forsøg der kom fra
distancen havde Jesper "Smørhånd" Kjærskov
fuldstændig styr på, og de få hjørnespark de fik, ødelagde de selv
med uskarpe indlæg. Vi havde god succes med at komme frem ad banen
over kanterne, men slutproduktet manglede. Vi fik dog tilkæmpes os
en håndfuld hjørnespark i 2. halvleg, hvor vi, ligesom i 1.
halvleg, var en konstant trussel. Halvlegens største chance var til
HEI, som i slutfasen fik slået kontra, som endte med at Jan
Christensen måtte cleare bolden på mållinjen. Den aktion
var dog ved at blive dyr, da gæsternes angriber kastede sig mod
bolden med 110 km/t og knopperne forrest. Han kom dog alt for sent
med sin vanvidstackling, og ramte i stedet Jan C.,
som var heldig med ikke at blive skadet i situationen. Utroligt nok
vurderede dommeren ikke at situationen var til gult kort.
Kampen endte 1-0, i det der bedst kan
betegnes som en gedigen herrefight fra begge sider. Det var på
ingen måder en køn omgang fodbold, hvilket banens beskaffenhed
heller ikke ligefrem inviterede til, men underholdningen manglede
ikke. Det var bare en af de der fede kampe, som hele tiden er på
vippen, så man er presset til at være på tæerne i samtlige 70
minutter. Med sejren fik vi endelig vekslet det grimme 0 i
pointskolonnen til 3, og skød op af tabellen fra en sidste plads
til en næstsidsteplads.
Vi havde ikke færre end TO jubilarer til aftenens kamp. Målmand
Jesper "Smørhånd" Kjærskov blev den bare anden
spiller til at runde 175 kampe for holdet, hvilke han fejrede med
sit 29. clean sheet. Morten "Jaap Stam"
Søndergaard ramte 125 kampe i aftes, og gjorde at fejlfrit
indhop mod slutningen af kampen, i en meget hektisk fase. Tillykke
til dem begge!
Selvom sejren over HEI på alle måder var en god gedigen
holdindsats, så var der ingen tvivl om at kampens spiller skulle
findes på den centrale midtbane, hvor Jan
Christensen og Klaus Rafn kæmpede røven
ud af bukserne hele kampen. Det var Klaus Rafn der
løb med æren for anden uge i streg, da han fik 6 af 13 stemmer.
Jan Christensen fik 4 stemmer, mens Anders
"Anke" Rasmussen, Martin Bøjer og
Jesper "Smørhånd" Kjærskov hver fik 1 stemme.
Truppen mod HEI:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", "Store", "KD" og Schiølin
På midtbanen: "Anke", Illner, Klaus Rafn og Jan
Christensen
I angrebet: Bøjer og Kim Rafn
På bænken: Brygger og "Jaap Stam"
Cheftræneren og Sportschefen havde meldt afbud til kampen, så
"Store" leverede det taktiske oplæg til kampen