Vi gik ind til kampen med en forventning om at vi kan gentage
sejren over samme modstander fra foråret, hvor vi slog
Djurslandsholdet 6-2 på 4 mål af Morten Bang og 2 mål af Kristian
"KD" Drachmann. Begge var med i aftenens kamp, og begge var
involveret i scoringer igen.
1. halvleg
Forventninger til sejr blev ikke mindre af at vi uden at genere
nogen kunne konstatere at Stenvad stilte op med det ældste Oldboys
30+ hold vi endnu har mødt. Derfor var det vigtigt at vi holdte
fast i bolden og spillede i højt tempo når vi skulle frem ad banen.
Alt dette lykkes godt i 1. halvleg, hvor Stenvad stort set ikke
havde en eneste afslutning mod mål.
MÅL! 1-0
Efter 12 minutters spil og en række mindre chancer som ikke var
ført til det store, lykkedes det os at få bolden i nettet bag en
ellers velspillende Stenvad målmand. Ulrik "Usche" Lind sparkede et
hjørnespark fra venstresiden ind mod midten af feltet, hvor Jakob
Hansen gik ind i duel med målmanden, som Hansen pressede til at
bokse bolden skævt og ind i eget mål.
Efter målet fortsatte vi med at styre spillet og kombinere os
godt op ad banen, bl.a. via nogle aktive kanter hvor specielt Simon
Schiølin og Jesper "Mini" Olesen på højrekanten kom frem til flere
gode muligheder for indlæg. Desværre var der enten ikke
nok at sigte efter i feltet eller indlæggende for dårlige, så
vi fik for lidt ud af dem.
MÅL! 2-0
Endnu et hjørnespark fra venstresiden blev efter 17 minutter
sparket mod bageste stolpe, men var lige præcis for høj til at
blive headed på mål. I stedet fangede Simon Schiølin bolden og
sendte et nyt indlæg på tværs af feltet, som "KD" fik snittet med
hovedet. Bolden faldt ned til Christian "Krølle" Hansen,
som med ryggen til mål tog bolden, vendte "på en tallerken" og
sparkede bolden hårdt i nettet uden chance for målmanden.
MÅL! 3-0
Stenvad virkede chokerede over de to hurtige mål, og efter 20
minutters spil blev en aldeles ufarlig situation forvandlet til en
åben målchance til Morten Bang. Stenvad var igang med at starte
spillet igen efter et frispark midt på egen halvdel, da en svag
aflevering blev opsnappet af Bang som nu havde frit spil mod
mål og uden problemer sendte bolden i nettet til 3-0.
Kort før pausen knækkede filmen for en af Stenvad
spillerne, da han i kamp om bolden med Kasper Drachmann følte sig
"forulempet" og begyndte at svinge vildt om sig med armene mens han
råbte og skreg efter dommeren for at få et frispark. Det var kun et
held at Kasper ikke blev ramt. Episoden gav flere spillere deja vu
fra vores kamp med Stenvad i foråret, hvor selv samme spiller
var tæt på at komme i infight med en medspiller
efter længerevarende mundhuggeri. Samme spiller ikke var
færdig med at markere sig uheldigt med sit temperament. Også i 2.
halvleg var den gal et par gange, men det udviklede sig heldigvis
ikke til andet end høje verbale udbrud.
2. halvleg
Vi sad fortsat på kampen fra starten af 2. halvleg og lykkedes
også med at flytte bolden godt rundt i egne rækker. Vi
kom også frem til Stenvad felt et par gange i starten af
halvlegen, men igen uden at bleve rigtig farlige.
MÅL! 4-0
Godt 10 minutter inde i halvlegen fik vi igen scoret. En hurtig
omstilling blev sat igang efter en bolderobring på egen
banehalvdel. Bolden endte hos netop indskiftede Kim Rafn på midten
af banen og han fik prikket bolden i dybden til den evigt energiske
Sportsdirektør Simon Schiølin, som havde taget et af hans utallige
rush op ad højrekanten. Afleveringen faldt helt rettidigt ift.
at Simon holdte sig ude af offside, så Sportsdirektøren havde
nu en halv bane fri mod mål. Om Simon nåede at
tænke over hvor meget situationen lignede den friløber han
havde i weekenden mod Sealand og brændte på det skamligste,
skal der ikke gisnes om, men denne gang fik han prikket bolden
under den frembusende målmand og i mål. Det var hans første
sæsonscoring og en smertefuld en af slagsen. Simon blev truffet
hårdt af målmanden efter afslutningen og måtte sunde sig lidt inden
spillet kunne genoptages. Han blev skiftet ud kort efter.
MÅL! 4-1
Mod slutningen af af kampen kom Stenvad frem til vores felt lidt
oftere og fik også afsluttet angrebene godt. Kort efter målet til
4-0 havde Stenvad et skud på trekantsammenføjningen, og efter godt
20 minutters spil fik de reduceret til 4-1, da de kom først på en
ripost fra en Jesper "Smørhånd" Kjærskov parrade på
en hård flad afslutning.
Reduceringen var dog det sidste de kom frem til i kampen. I den
anden ende havde vi flere gode muliheder for at komme yderligere
foran, men uden den fornødne skarphed i afslutningerne førte de
ikke til noget.
MÅL! 5-1
Inden topscorer Morten Bang sammen med en modspiller så gult for
at skubbe/sparke lidt til hinanden, havde han banket bolden i
nettet på et langskud fra 25 meter, hvor målmanden bare, nærmest
opgivende, havde kigget på at bolden suste forbi ham til
slutresultatet 5-1. Søren Andersen blev krediteret for en assist da
han lagde bolden af til Bang.
Meget kan siges om både Stenvads opførsel igennem 70 minutters
fodbold og håndteringen af denne fra den unge dommer som havde
debut i Oldboysrækken, men det giver ikke mening at bruge
mere spalte plads på. Pinligt er
vist det mest dækkende ord for den del.
Efter kampen blev anfører Søren Andersen udråbt til kampens
bedste med 4 stemmer. Yderligere stemmer blev givet til "KD" og
"Krølle" Hansen med 3 hver, Simon og "Stam" med 2 hver, samt Kasper
Drachmann med en enkelt stemme.
Holdet mod Stenvad:
"Smørhånd" - Søren A., Schiølin, "Stam", "Krølle" Hansen -
"Mini", "Usche", Drachmann, "KD" - Bang, Hansen - Subs: "Store",
"Dolfi", Rafn