Storspil på umulig bane gav 5-0 sejr

Inden aftenens kamp havde vi i fire tidligere forsøg ikke magtet at vinde på udebane over JAI. Med den statistik og tre nederlag på stribe i bagagen var det umiddelbart svært se hvordan vi kunne slutte sæsonen af med en uvurderlig vigtig sejr, som ville styrke moralen hen over vinterpausen.

 

Nøglen til sejr skulle findes i rutinerede brødre i midterforsvaret, boldsikre backer, en ung løbestærk midtbane med rutinen på kanterne samt en angriber der jagtede de magiske 6 scoringer der ville tangere Jakob Hansens 3 år gamle scoringsrekord. Alt dette krydret med en målmand på jagt efter holdets clean sheet nummer 20 i historien samt en angrebsmakker der endelig var vendt tilbage efter mere end 2 års skadespause, var præcis hvad vikarierende træner Jesper "Store" Søndergaard havde planlagt skulle give 3 points mod JAI.

 

Hele det taktiske oplæg kunne dog stort set kastes over højre skulder da vi så banens beskaffenhed. Der var mere mudder end græs på banen, hvilket gjorde poleret angrebsspil stort set umuligt, men spil på tilfældigheder var mere oplagt som udgangspunkt. 

 

1. halvleg

 

Oplægget til kampen var at komme foran fra start, så vi ville stå bedst når mørket faldt på, i tilfælde af at dommeren skulle fløjte af tidligt. Så godt som banen tillod det, pressede vi JAI godt i den indledende fase af kampen. Flere gange fik vi etableret gennembrud på kanterne, hvor indlæggende til en hver tid var farlige pga. den dårlige bane.

 

MÅL! 0-1

Efter bare 4 minutters spil blev forrige uges 100 kamp jubilar Ulrik "Usche" Lind sendt dybt ned ad højrekanten og med et præcist indlæg mod forreste stolpe fandt han Morten Bang som med sin første afslutning sikkert headede bolden i nettet til 0-1. Sidst Bang scorede på sin første afslutning var i en kamp mod HAsle, hvor han endte med at score 5 mål i samme kamp. Derfor var der nu store forventninger til flere mål fra topscoreren, og han skuffede ikke.

 

Efter målet begyndte JAI at presse spillet mere op på vores bane og flere gange fik de kombineret sig frem til kanten af feltet, hvor flere afslutninger blev sendt mod Jesper "Smørhånd" Kjærskovs mål. "Smørhånd" var dog storspillende i aftenens kamp og diskede op med flere gode og sikre indgreb. I samme periode begyndte det at brænde gevaldigt på nede foran vores mål. 4-5 hjørnespark i træk blev sendt meget tæt ind under mål, hvor såvel "Smørhånd" som Christian "Krølle" Hansen måtte cleare bolden på stregen.  

 

MÅL! 0-2

Efter godt 20 minutters spil fik vi lidt mere ro på igen, da Morten Bang endnu engang var på pletten foran mål. Denne gang havde Kasper "Poppe" Andersen fundet ham på kanten af feltet hvor Bang først afdriblede en frembrusende målmand og dernæst lobbede bolden over den sidste forsvarsspiller. Heldigvis hoppede bolden i mål i stedet for at sidde fast i det meget mudrede felt foran JAI's mål.

 

Vi begyndte nu igen at få mere styr på kampen og flyttede mere spil op på JAI's bane. Omvendt virkede JAI lidt mere opgivende. Om det var de elendige forhold eller vores scoring il 2-0 i en periode hvor de havde haft flere chancer for at komme foran skal være usagt. Vi kom i hvert fald frem til meget mere, og det lykkedes sågar også at score igen inden pausen.

 

MÅL! 0-3

Med bare 5 minutter tilbage af kampen fik vi hjørnespark i højre side. Indlægget blev i første omgang clearet, men bolden landede i fødderne på Bang som sendte den retur ind i feltet, hvor "Poppe" snød offside fælden og fandt sig selv helt fri med målmanden. Modsat sidste kamp svigtede han ikke denne gang, men sendte bolden hårdt ind under målmanden og i nettet til 0-3.

 

MÅL! 0-4

Morten Bang var igen på spil med få minutter tilbage af halvlegen. Søren Andersen havde fundet ham med en lang aflevering, som Bang tog tilsig og efter et par træk kom fyrede et hårdt skud med højrebenet af mod mål, hvor bolden strøg i nettet uden chance for målmanden til pausestillingen 0-4.

 

2. halvleg

 

Vi fortsatte med at sidde solidt på kampen fra anden halvlegs start. JAI kom stadi frem til vores felt, men chancerne var mindre end i første halvleg. En enkelt gang måtte Søren A. dog redde et hovedstød på målstregen efter et hjørnespark, og "Smørhånd" var et par gange redningsmand på mand mod mand gennembrud. Vi var dog gode til at holde bolden på egne fødder gennem længere tid ad gangen, hvor forholdene gjorde det svært for JAI at etablere et gennemført pres. Den tålmodige omgang med bolden blev flere gange erstattet af hurtige temposkift fremad banen, enten med afleveringer over kanterne eller med lange dybe afleveringer ned gennem midten til Morten Bang.

 

MÅL! 0-5

Det var netop en lang aflevering fra Søren A. der efter godt 10 minutters spil fandt Bang med frit løb mod mål. Han fik bragt bolden ind i feltet og let presset fik han banket bolden i nettet bag en sagesløs målmand til 0-5.

 

Bang var stadig på jagt efter mål nummer 5 og 6 som han skulle bruge for at matche Jakob Hansens scoringsrekord, og med 10 minutter tilbage af kampen fik han muligheden fra en situation der mindede meget om den ved 0-5 scoringen. Denne gang fik han dog dårligt træf på bolden som strøg et par meter over mål. Tidligere havde også "Krølle" Hansen og Jan Christensen været tæt på, men begge deres afslutninger var gået snert forbi opstanderen. 

 

Kampen sluttede 0-5 og samtlige spillere kan tage ære af den overbevisende sejr, for det var en holdpræstation toppet op med individuelle lækkerier, bl.a. i form af Bang's 4 mål og målgivende aflevering til vores 5. scoring. Derfor var der heller ingen tvivl om at Bang var kampens bedste spiller. Han fik hele 7 stemmer, mens "Smørhånd" fik 3 stemmer og "Store", "Poppe" og "Usche" fik 1 stemme hver.

 

Med sæsonens sidste kamp fik vi konsolideret 4. pladsen i efterårsturneringen og vi fik slettet en kedelig udebanestatistik mod JAI.

 

Holdet mod JAI:

"Smørhånd" - "Mini", Søren A., "Store", "Stam" - Salling-Thomsen, "Usche", "Poppe", "Krølle" Hansen - "Brandi, Bang - Subs: "Mik Mak", "Krølle" Jensen, Christensen  

Sponsorer

Vidste du....

at Danmarks mest velgørende oldboyshold har holdt et scoringsgennemsnit på 2,54 mål pr. kamp over foreløbigt 6 sæsoner?

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor