Overkommelig udekamp endte med pointtab

Kampen mod Kolind skulle vindes for at vi kunne forsvare rækkens 1. plads. Inden aftenens kamp lå der 6 hold indenfor 4 points af hinanden i toppen, så kampene mod holdene fra den nederste halvdel skal bare vindes, hvis man vil vinde rækken.

 

Som sædvanligt kom vi klart bedst fra start. Vi pressede Kolind i opspillet, og de kom slet ikke i nærheden af vores felt den første tredjedel af halvlegen. Omvendt kom vi rigtig godt igennem over kanterne, og efter bare 1½ minut tog Ulrik "Usche" Lind et godt løb ned ad venstrekanten. Hans indlæg landede i fødderne på Morten Bang, som kvitterede med en sikker scoring til 0-1.

 

Efter scoringen fortsatte vi med at presse Kolind, så spillet i størstedelen af halvlegen foregik på deres banehalvdel. Selvom vi pressede på blev vi ikke farlige når vi endelig kom ind i feltet, så yderligere scoringer udeblev i første halvdel af halvlegen. Først mod slutningen af halvlegen kom Kolind længere frem på banen. 27 minutter inde i kampen fik Kolind et frispark i ventre forsvarside. Indlægger gik på tværs af feltet, hvor Lars "Ball" Lind fik clearet bolden til Jacob Langvad. Han fandt Kim Rafn med en dyb stikning på midten af banen og Kim overspurtede sin direkte modstander over en halv banelængde, inden han tørt sparkede bolden i nettet via den fjerneste stolpe til 0-2. Ligesom de seneste par kampe, lignede det en stensikker sejr på dette tidspunkt, da Kolind endnu ikke havde haft deres første afslutning mod mål.

 

Det skulle dog lige præcis nå at ændre sig. Med halvlegens sidste spark fik Kolind nemlig reduceret vores føring. De havde mod slutningen af halvlegen sat en regulær targetman på banen, som vi udmærket kender fra hans tid i AIA Tranbjerg. En spiller der er meget svær at styre pga. hans enorme fysik. I sidste minut blev en lang bold sparket frem mod den netop indskiftede angriber, og da midterforsvarerne Jesper "Store" Søndergaard og Klaus Rafn var kommet til at stå forkert ift. den enlige angriber, fik han pludselig plads til at løbe mod mål. Han nåede lige at få afsluttet inden han blev tacklet, og skuddet strøg i nettet via stolpen til 1-2. Vi nåede ikke engang at sætte spillet igang igen inden dommeren fløjtede halvlegen af. Ærgerligt tidspunkt at indkassere et mål, i en kamp vi havde 100% under kontrol.

 

Til anden halvleg havde Kolind sat en hurtigere angriber op ved siden af deres targetman. Den kontallation havde de god held med efter 41 minutters spil, hvor en lang bold blev sparket op efter deres targetman, som trods han blev presset, fik headed bolden videre til sin angrebskollega. Selvom Klaus Rafn og Jesper "Mini" Lauridsen gik ind i nærkampen med den fremskudte angriber, fik han lov at afslutte, og fik udplaceret Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet til 2-2. Vi havde formøblet en 0-2 føring på 6 minutter i en kamp vi havde under kontrol. Ord kan ikke beskrive skuffelsen over dette faktum.

 

Som halvlegen skred frem var vi heldige med ikke også at komme bagud. Kolind havde, midt i halvelegen, en chance reddet på målstregen af "Ball" efter et hjørnespark, og kom derudover frem til flere god afslutninger, som dog ikke voldte "Smørhånd" de store problemer.

 

Spillemæssigt var det ikke nogen skøn forestilling på Kolind stadion. Vi ville meget gerne spille bolden rundt, og køre et højere tempo end Kolind kunne følge med i - ligesom vi havde haft held med i første halvleg. Desværre fik vi aldrig rigtig sat tempo i spillet, og de korte afleveringer blev hurtigt lukket ned, hvorfor vi alt for mange gange prøvede de sværere lange afleveringer. Det resulterede typisk i fejlafleveringer, og omstillinger til modstanderen. Bevægelsen fra første halvleg var simpelthen ikke eksisterende, og derfor var spilmulighederne der heller ikke.

 

Vi begyndte dog stille og roligt at få spillet over kanterne til at hænge bedre sammen mod slutningen af kampen, hvor vi kom frem til flere indlæg fra begge sider. De var dog ikke præcise nok til at blive til reelle chancer, men vi holdt spillet højt på Kolinds bane i slutfasen. Vi fik lidt hjælp fra modstanderen forsvar med 8 minutter igen, da han nedlagte Morten Bang på kanten af feltet. Dommeren takserede det til gult kort og 10 minutter på sidelinjen. Desværre sparkede "Mini" forbi mål på frisparket, men vi havde nu alle muligheder for at lægge ekstra pres på med en mand i overtal resten af kampen.

 

Kort før tid fik vi bolden i nettet. Morten Bang tog en af hans velkendte dribleture på tværs af banen, og han fik afsluttet fra kanten af feltet. Målmanden så bolden meget sent og nåede ikke at reagere før den strøg i nettet. Desværre annullerede dommeren målet, da han mente Kim Rafn havde forstyrret målmandens udsyn fra en position hvor han var offside. Det var den sidste aktion fra en kamp, hvor vi endnu engang ikke spillede godt i store perioder, men til forskel fra de seneste kampe, så havde vi ikke marginalerne på vores side her til aften. Derfor måtte vi nøjes med det ene point, og må nu afvente de øvrige resultater for at se om det er nok til at bevare 1. pladsen, inden næste uges topkamp mod Skødstrup - eneste hold der kan tage 1. pladsen fra os her til aften.

 

Kampens bedste spiller blev Jesper Lybye med 5 stemmer. Lybye havde om nogen rollen som playmaker i dag, og selvom det ikke var alt der lykkedes, så var han indvolveret i det meste af det der blev farligt. Fuld fortjent at "Hobla-nålen" gik til holdet anfører i aften. De øvrige stemmer gik til Ulrik "Usche" Lind, Morten Bang og Jesper "Mini" Lauridsen med 2 stemmer hver, mens Klaus Rafn, Lars "Ball" Lind og Martin Bille hver fik 1 stemme.

 

Truppen mod Kolind:

"Smørhånd" - "Mik Mak", "Store", Klaus Rafn, "Ball" - "Usche", Lybye, Bille, Langvad - Kim Rafn, Bang

 

Bænken: "Dolfi", "Mini"

Sponsorer
Hedegaard
Rafn Tømrer
Lej en pølsevogn

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor