Stolpe ud mod bundprop

Endnu en mandag og endnu en kamp mod et af rækkens bundhold. Efter skuffelsen på hjemmebane mod Søften sidste uge, skulle vi en tur til Kolind for at rette op på det dårlige spil, og forhåbentlig fortsætte vores gode stime på udebane i 2017. Aftenens modstander har vi historisk haft det vanskeligt imod. Det er faktisk det eneste hold, som normalt slutter under os i tabellen, vi aldrig har slået. Til gengæld har vi været utrolig "dygtige" til at sætte en føring over styr mod dem, og endt med at spille uafgjort. Vi var igen i aften hårdt ramt af afbud, bl.a. to på selve kampdagen.

 

Fra kampens start forsøgte vi at holde bolden i egne rækker, og ikke prøve at slå de lange vindere over 20-30 meter, som ikke havde fungeret mod Søften i sidste uge. Vi havde fin succes med at føre bolden frem gennem rækkerne, men når vi nåede op på den sidste tredjedel af banen, løb vi tør for idéer og muligheder og vi mistede bolden, uden at få afsluttet angrebene. Kolind spillede meget på vores høje forsvarslinje, og forsøgte gang på gang at spille bolden dybt til deres hurtige folk i front. Vi havde dog god disciplin i forsvaret, og værterne løb igen og igen i offside.

 

Vi skulle dog bare 5 minutter ind i kampen før Kolind brød igennem forsvarslinjen. Deres lille rapfodede kantspiller fik sat en løbeduel op mod vores tungeste forsvarer Jesper "Store" Søndergaard. Det var en ulige kamp allerede inden den var startet, og Kolind spilleren havde meget let ved at runde den store forsvarer, og herefter målmand Jesper "Smørhånd"  Kjærskov, inden han let kunne trille bolden ind i det tomme mål til 1-0

 

Værterne fortsatte med deres direkte spil efter scoringen, og bare 10 minutter inde i kampen brød de igen igennem på højrekanten. Denne gang smed de et tidligt indlæg ind på kanten af feltet, hvor en angriber lige præcis nåede at heade bolden mod mål, inden "Smørhånd" fik bokset indlægget væk. Bolden hoppede derfor ind i det tomme mål til 2-0. De to hurtige scoringer var lidt af en mavepuster, for på det tidspunkt følte vi egentlig at vi var godt med, men manglede bare at vise lidt tænder foran mål.

 

Den sidste halvdel af første halvleg begyndte vi at komme frem til reelle chancer. Vi fik bl.a. en række hjørnespark, hvor vi pressede godt på, men ikke fik den afgørende afslutning mod mål. Vores største chance i første halvleg kom efter godt 20 minutters spil. Christoffer "Dolfi" Eis sparkede frispark fra højre side. Et hårdt og præcist indlæg blev sparket mod bageste stolpe, hvor vi nærmest stod i kø for at heade bolden i nettet. Peder Soelberg kom først på bolden med et kvalificeret hovedstød mod nærmeste målhjørne. Desværre valgte Kolinds målmand at trække en feberredning op af hatten i samme øjeblik, og bolden blev vippet over overlæggeren til hjørnespark.

 

Med 10 minutter tilbage af halvlegen blev opgaven med at komme tilbage i kampen besværliggjort, da "Smørhånd" indkasserede sit første gule kort i hans 10 årige karriere for Danmarks mest velgørende fodboldhold, og dermed måtte 10 minutter på sidelinjen. Heldigvis havde vi en fuldgod erstatning med på venstre back i skikkelse af tidligere Superliga målmand Anders "Anke" Rasmussen,  som tog tjansen mellem stængerne frem til pausen. Der blev ikke scoret yderligere i halvlegen, men selvom vi var en mand i undertal, følte vi alligevel at momentum var ved at skifte, og at vi bestemt ikke var ude af kampen endnu.

 

Fra anden halvlegs start spillede Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen hans eneste offentsive kort fra bænken (ja, hans eneste kort fra bænken i det hele taget), og satte en angriber på banen i stedet for en forsvarer, og spillede bare med 3 mand i forsvaret. Vi skulle udnytte momentumskiftet fra slutningen af anden halvleg, og presse endnu mere på for en reducering. Efter godt 45 minutters spil gav det pote. Jesper "Mini" Lauridsen erobrede bolden midt på Kolinds banehalvdel - lagde an til afslutning, og sparkede et følt langskud ind over hjemmeholdets målmand, der havde placeret sig lidt langt ude i feltet. En perfekt scoring og en vigtig reducering til 2-1, som for alvor fik spændingen tilbage i kampen.

 

Bare 4 minutter efter reduceringen var vi rystende tæt på en udligning. Morten Bang fik bolden på højrekanten, og tog et par skarpe træk ind i banen, inden han sparkede bolden hårdt og præcist mod mål. Målmanden kunne ikke holde skuddet, og Peder Soelberg var lynhurtig over riposten. Desværre var vinklen blevet meget spids, og Soelberg sparkede på ydersiden af stolpen. Endnu en lige ved og næsten for Soelberg. På det efterfølgende angreb slog vores offsidefælde fejl, og Kolind fik alt for let scoret til 3-1.

 

Selvom det var op ad bakke, fortsatte vi med at presse på. Den vilje vi havde manglet i starten af kampen, var ved at skinne igennem, men flere af spillerne begyndte at vise klare tegn på trætte ben, hvilket bl.a. kom til udtryk ved upræcise afleveringer - selv over 2 meter. Vi fandt dog vejen ind i hjemmeholdets felt noget oftere mod slutningen af kampen, og efter godt 55 minutters spil havde Morten Bang endnu en kvalificeret afslutning mod mål. Denne gang var det undersiden af overliggeren der reddede Kolind. 10 minutter senere overså dommeren en åbentlys hånd på bolden i feltet, som skulle have givet os et straffespark, og en ultimativ chance for at lægge pres på Kolind i slutminutterne. Vi måtte i stedet nøjes med et hjørnespark, som dog også skulle udvikle sig til et stor chance. "Mini" slog bolden hårdt mod forreste stolpe, hvor bl.a. Peder Soelberg og Kim Rafn kæmpede med hjemmeholdets forsvarer om at komme først på bolden. Hvem der fik sidste træf på bolden var svært at se, men den prællede i hvert fald af på stolpen.

 

Meget karakteristisk for specielt anden halvleg, blev clearingen fra føromtalte hjørnespark, omsat til en omstilling for hjemmeholdet. I en mand mod mand situation på midten af banen, viste Kolind spilleren mest vilje og vandt bolden fra Michael "Mik Mak" Hertzum Krattet, inden han rundede en frembrusende "Smørhånd" og let trillede bolden i det tomme mål til 4-1. Dommeren fløjtede kampen af kort tid efter.

 

Set over hele kampen var det ikke ufortjent at Kolind løb med sejren. De havde skabt flere chancer i første halvleg og var konstant farlige på omstillinger i anden halvleg, efter vi var begyndt at presse spillet længere frem på banen. Størrelsen på sejren er dog lidt misvisende, da vi havde 4-5 rigtig gode muligheder for at få scoret, hvor vi bare var uheldige med "stolpe ud". Og så var der også lige Peder Soelbergs skud mod tomt mål midt i første halvleg, efter han havde opsnappet et dårligt udspark fra målmanden. Desværre endte bolden i nettaget ved den lejlighed. De sidste 15 minutter af anden halvleg spillede vi en mand i overtal, da hjemmeholdet fik gult 2 gange. Det fik vi dog ikke omsat til scoringer, men skabte en masse chancer i perioden.

 

Efter kampen blev Peder Soelberg udråbt til Man of the Match med 5 stemmer. Det var 1 stemme mere end Anders "Anke" Rasmussen og 2 mere end Jesper "Mini" Lauridsen. De tre var de eneste der høstede stemmer efter aftenens kamp.

 

Truppen mod Kolind/Perstrup:

 

På mål: Jesper "Smørhånd" Kjærskov

I forsvaret: "Mik Mak", "Store", Hagelquist og "Anke"

På midtbanen: "Mini", Soelberg, Møller og "Dolfi"

I angrebet: Bang og "Folke"

 

På bænken: Kim Rafn

Cheftræner: Jesper "Carlos" Stenbroen

 

 

 

 

 

Sponsorer
Rafn Tømrer
VIPP
Comway
Boshop
Ret & Råd Hinnerup
Lej en pølsevogn
Rafn El

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor