Skidt 1. halvleg kostede points mod Kolind

Med bare tre indbyrdes møder med Kolind/Perstrup over de seneste 1½ år, er der ikke ligefrem tale om en "ny-klassiker", når vi tørner sammen. Når det så er sagt, så er aftenens modstander et af de hold vi har det meget svært med. Selvom de har kæmpet med om bundplaceringerne i ligaen al den tid vi har haft fornøjelsen af at være i samme kreds som Kolind/Perstrup, så har vi endnu ikke slået dem. 1 uafgjort og 1 svigende nederlag var statistikken før aftenens møde på Rønbæk Stadion. Gæsterne havde ikke præsteret at vinde i sæsonens første tre kampe, mens vi kom til kick-off med en frisk 4-0 sejr over naboerne fra Søften. Det skulle der selvfølgelig bygges videre på her til aften.


Vi lagde rigtig positivt fra land og havde fuld kontrol over kampen de første 10 minutter af 1. halvleg. 5 minutter inde i kampen lagde Jesper "Mini" Lauridsen en millimeter præcis aflevering i fødderne på Kim Rafn, som var kommet på den rigtige side af forsvaret og nu havde frit løb mod mål. Lige da han skulle til at afslutte, blev han dog skubbet i ryggen - en forseelse dommeren korrekt takserede til et straffespark. Knapt så korrekt var det at han glemte at uddele et kort til forsvareren bag forseelsen, der som bageste mand burde have været sendt ud med et rødt kort. Kortet udeblev imidlertid, men "Mini" gjorde kort proces med straffesparket og bragte os foran 1-0.


Efter den gode start på kampen, begyndte vi at overlade mere og mere af spillet til Kolind/Perstrup. Vi kunne ikke flette tre sammenhængende afleveringer sammen, da gæsterne pressede os meget aggressivt, hvilket resulterede i mange opspilsfejl. Gæsterne begyndte også at blive mere nærgående i denne periode. Efter 15 minutters spil tog en Kolind spiller chancen fra 30 meter. Det var et ambitiøst forsøg mod mål, men med solen i øjnene, havde målmand Henrik Pilgaard svært ved at se bolden. Han fik dog mirakuløst puffet bolden over overliggeren i denne situation.


Efter 18 minutters spil fik gæsterne frispark i vores venstre forsvarsside. Et hårdt indlæg fik lov at passere gennem venner og fjender til bageste stolpe, hvor en Kolind spiller helt upresset kunne sparke bolden i nettet til 1-1. En fatal blunder, hvor forsvaret så mistænkeligt meget ud som om de kiggede lige lovligt meget fodbold, og handlede lige lovligt lidt. Efter scoringen fortsatte vi med at spille horribelt, da vi stadig ikke kunne flytte bolden frem ad banen. Afleveringerne var for upræcise og vores førstegangs berøringer var for slappe, så vi mistede bolden alt for hurtigt, og lagde dermed et vedvarende pres på vores bageste kæde.


5 minutter før pausefløjt gik det galt igen. Kolind/Perstrup fik frispark midt for mål, 30 meter ude. Gæsterne forsøgte at sparke direkte på mål, men i muren fik Jesper "Benner" Bendix stukket en fod ud, som ramte bolden og fik den til at ændre retning. Det fangede Pilgaard ude af balance og kunne kun se til da bolden sejlede ind over ham og i mål til 1-2. Et urimeligt heldigt mål, men ikke desto mindre fortjent på dette tidspunkt af kampen. Da bolden umiddelbart ikke var gået i mål, hvis ikke "Benner" havde ramt den, bliver scoringen registreret som et selvmål.


Som om selvmålet til 1-2 ikke var nok, så skulle ondt blive værre bare 2 minutter senere. Et gennembrud i vores venstre forsvarsside endte med et fladt - ufarligt - indlæg, som Christian Hagelqvist lignede en der havde fuldstændig styr på. En simpel clearing ud af eget felt blev dog lynhurtigt forvandlet til en af de mest besynderlige og komiske episoder i kampen - ja i sæsonen hidtil. I det øjeblik Hagelqvist ville sætte en yderside på bolden, og dermed sende den ud af farezonen, mister han balancen og nærmest falder ind i bolden. I stedet for at ramme bolden på ydersiden af foden, får han ramt den på indersiden og sparker bolden i eget net til 1-3. Et utrolig komisk selvmål, og det andet på bare 2 minutter fra samme hold. Det er ikke noget man ofte oplever, og det virkede umiddelbart svært at se hvordan vi skulle kunne rejse os og få noget med fra kampen på dette tidspunkt. Heldigvis klarede vi os til pausen uden yderligere hændelser. Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen brugte pausen til at fortælle spillerne hvor ringe 1. halvleg havde været, i vendinger der ikke var for sarte sjæle.


Det virkede som om opsangen i pausen virkede. 5 minutter inde i 2. halvleg fik vi reduceret til 2-3 ved Martin Bille. Han var trukket tilbage i banen fra sin position som angriber, hvor han havde opsnappet bolden. Et godt drev fremad banen bragte ham på skudhold, og fra 20 meter gav han bolden alt hvad hans kølige venstreben kunne trække. Det så ikke umiddelbart ud til at være nok, men på mirakuløs vis strøg bolden under målmanden og i nettet. Præcis hvor meget kraft der var på bolden og hvor svært det havde været for målmanden at gøre noget ved skuddet, var der bred uenighed om i omklædningsrummet efter kampen, men bolden røg i rusen og vi var tilbage i kampen. Det er trods alt det vigtigste.


Det virkede som om Kolind/Perstrup havde brændt for meget energi af i 1. halvleg på deres aggressive pres. Der var i hvert fald meget mere plads til os i 2. halvleg, og det udnyttede vi til igen at tage kontrol på kampen. Efter 43 minutter fik vi brugt overtaget til at udligne gæsternes føring. Martin Bille var igen på spil, denne gang med et godt rush nedad vores venstrekant. Da han kom ind i feltet, sendte han en præcis ydersideaflevering på tværs af feltet, hvor angrebsmakker Kim Rafn mødte bolden ved bageste stolpe og styrede den i nettet til 3-3 med pandebrasken.


Vi fortsatte med at presse på for et føringsmål, og efter 52 minutter kom vi tæt på. To af kampens store profiler Jesper "Mini" Lauridsen og Martin Bille var ved at gøre det onde ved gæsterne, da et super indlæg fra "Mini" blev headet mod mål af Bille. Desværre røg bolden snert forbi Kolinds mål.


Det lykkedes os ikke at få scoret det afgørende mål, trods nogle gode forsøg mod slutningen af kampen, fra bl.a. Klaus Rafn. Kampen endte derfor 3-3, hvor det eneste reelle lyspunkt var comebacket i 2. halvleg. Vi er dog fortsat uden sejr over Kolind i tre forsøg nu. Det er lidt af en skamplet vi mangler at få vasket af.

 

Efter kampen blev Jesper "Mini" Lauridsen kåret til kampens bedste med 5 stemmer. De øvrige stemmer blev fordelt på Klaus Rafn (2), Kim Rafn (2), Henrik Pilgaard (1), Christian Hageqvist (1), Simon Schiølin (1), Claus Møller (1), Michael "Mik Mak" Krattet (1) og John "Faxe" Frederiksen (1).


Truppen mod Kolind/Perstrup:

På mål: PilgaardI forsvaret: "Baule", "Benner", Hagelqvist og Schiølin

På midtbanen:    "Faxe", Møller, Klaus Rafn og "Mini"

I angrebet: Kim Rafn og Bille

 

På bænken: "Mik Mak" og Hansen

 



Sponsorer
Gårdejer Niels Lauridsen
Rene & John Frederiksen
Rafn Isolering

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor