Efter en perfekt start på den nye sæson, med 3 sejre i de første 3 kampe, stod vi overfor en stor test i aftenens kamp mod sidste års suveræne Kredsmestre fra Lyseng. Lyseng havde haft en svær start på sæsonen, så det var ikke umiddelbart dét der var den store test. Derimod var det vores første kamp efter afviklingen af UNICEF Cup 2019 på Ceres Park i Aarhus. Nu kan man spørge sig selv, hvorfor det nu skulle være et problem, og det burde det bestemt heller ikke være, MEN de foregående 3 sæsoner har vi tabt den første kamp efter UNICEF Cup. Selv i 2017/18 sæsonen, hvor vi led ét sølle nederlag hele sæsonen, var det kampen efter UNICEF Cup der var vores helt store nedtur. Historisk set ville det altså blive en svær kamp, men også en god mulighed for at bryde en negativ stime.

 

Kampen var fra start meget jævnbyrdig. Vi prøvede som altid at kombinere os op ad banen, og bruge kanterne til at skabe chancer, mens Lyseng var mere primitive med lange bolde fra egen banehalvdel i dybden til deres angribere. Vi spillede ikke den bedste kamp i historien, og tog mange forkerte beslutninger i 1. halvleg, som kostede mange kræfter uden rigtigt at føre til store chancer. 

 

Henrik Pilgaard havde overtaget tjansen i målet til aftenens kamp, og han fik en vigtig rolle midtvejs gennem halvlegen, da et indlæg til midten af feltet landede hos en helt fri Lysengspiller, som flugtede bolden mod mål. Heldigvis var Pilgaard vågen og fik blokeret afslutningen. Kæmpe chance til gæsterne, og den største i kampen på dette tidspunkt.

 

Vi sluttede halvlegen bedst af, og havde flere gode muligheder for at bringe os foran med et par mål. Jesper "Store" Søndergaard fik en fri header midt i feltet, efter et perfekt hjørnespark fra Jesper "Mini" Lauridsen. Desværre fik vinden fat i bolden, og tog farten af indlægget, så "Store" ikke kunne få fart på afslutingen. Selvom hovedstødet var godt placeret, var det nemt for gæsterne at afværge på målstregen. Også Kim Rafn havde en god mulighed på hovedstød senere i halvlegen, men afslutningen sad midt i målet, og var nem at redde for gæsternes målmand. Halvlegens største chance faldt til Claus "Køle" Møller, som kom fri for mål efter nogle gode kombinationer, men afslutningen sad lige på målmanden. Havde Claus haft is i maven og orienteret sig til venstre inden afslutningen, kunne han have spottet en fri Kim Rafn, som kunne have trillet en tværaflevering ind i et tomt mål. Afleveringen udeblev, og vi gik til pause uden scoringer.

 

Vi gik til pause med en rigtig god fornemmelse af den måde kampen havde udviklet sig, og havde derfor selvtilliden iorden, da vi startede 2. halvleg. De første 10 minutter skulle dog blive afgørende for kampens udfald. To gange (4. og 9. minut) fik gæsterne nemlig overrumblet forsvaret og scoret. Vi havde derfor bare 25 minutter til at vende kampen og score minimum to gange. Vi pressede hårdt på for at få reduceringen, men kom ikke frem til de store åbne chancer som i 1. halvleg. Først efter 33 minutter fik vi reduceret, da Morten Kjærsgaard Andersen fik serveret bolden i en fri situation med målmanden. Morten sparkede sikkert bolden i nettet til 1-2, assisteret af Jacob Hansen, og vi øjnede chancen for en sen udligning. Desværre blev det ved håbet, og vi må endnu engang sande, at vi bare ikke kan vinde fodboldkampe efter UNICEF Cup.   

 

Efter kampen delte Henrik Pilgaard og Morten Kjærsgaard Andersen hæderen som Kampens bedste spiller med 5 stemmer hver, mens de øvrige stemmer fordelte sig på Michael "Mik Mak" Hertzum Krattet (1), Jesper "Store" Søndergaard (1), Martin Illner (1) og Peder Soelberg (1).

 

Truppen mod Lyseng:

 

På mål: Pilgaard

I forsvaret: "Mik Mak", "Store", Andersen og Illner

På midtbanen: Møller, Soelberg, Breiner og "Mini"

I angrebet: Hansen og Kim Rafn

 

På bænken: Bøjer, "Anke" og "Folke"

Cheftræner: "Store" og "Mini" tog tøjlerne i fraværet af "Carlos"

 

Sponsorer
Pravda sølv
Hust & Claire
Nørkjær Larsen Holding
Accuranker
Dansk Revision
Seier Fitness
Indkom
MV Food

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor