Overbevisende 1. halvleg mod Lyseng

Onsdag aften skulle vi en tur til det sydlige Aarhus, hvor Lyseng IF var værter for vores 3. kamp i sæsonen. Selvom vi havde tabt sæsonens første to kampe, så havde vi masser af positive ting at tage med til aftenens kamp. I begge nederlag havde vi domineret modstanderne i 2. halvleg, men desværre havde vi været tilsvarende ringe i 1. halvleg. Den "Dr. Jekyll og Mr. Hyde" præstation skulle vi prøve at komme ud af mod Lyseng. Optakten til kampen havde, ligeseom de to foregående uger, været alt andet end optimal, da Cheftræner Jesper "Carlos" Stenbroen kun lige akkurat havde kunnet skrabe 12 mand sammen.  

 

Vi startede kampen bedst, og lignede et hold der var ved at finde formen i en væsentlig bedre liga end vi var udsat for sidste sæson. Tålmodigt spil i egne række og fremadrettet kombinationsspil over kanterne, viste sig meget effektivt i kampens indledning. Trods spilovertag skulle vi frem til kampens 6. minut, før vi fik den første afslutning, som Martin Bøjer dog sparkede lige i favnen på hjemmeholdets målmand.

 

Bøjers chance blev dog startskuddet til en periode med tungt pres på Lysengs mål. Efter 9 minutters spil kom vi foran 0-1, da Michael "Mik Mak" Hertzum Krattet og Peder Soelberg skabte en åbning på venstrekanten. Sidstnævnte lagde et perfekt indlæg til kanten af det lille målfelt, hvor Anders "Anke" Rasmussen kastede sig frem og satte foden på bolden, og styrede den i nettet. Mindre end 1 minut efter føringsmålet, fik Kim Rafn en kæmpe chance for at gøre det til 0-2, da han blev spillet helt fri med målmanden. Desværre var der ikke kvalitet nok i afslutningen, som blev blokeret og sendt til hjørnespark. 

 

Lyseng havde meget svært ved at etablere sig frem ad banen, og alle forsøg på gennembrud blev lukket godt ned af vores centrale forsvar og midtbane. Vi skulle helt frem til det 22. minut før hjemmeholdet første gang udfordrede Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet. Mod slutningen af halvlegen faldt vi lidt i kadence, og fik ikke for alvor skubbet på for at udbygge føringen. Til gengæld havde Lyseng heller ikke held til at presse yderligere på for udligning, så vi kunne gå til pause med en et-måls føring.

 

Taktikken for 2. halvleg var, at vi skulle give den fuld gas og presse maksimalt på for endnu et mål eller to de første 10-15 minutter. Det pres fik vi dog ikke at se overhovedet de første 10-15 minutter. Derimod kom Lyseng ud fra pausen med et par vitale taktiske justeringer og rokeringer i opstillingen, som fuldstændig vendte op og ned på kampen. De formåede nu at presse os højt oppe på egen bane, og begyndte at vise usikkerheder i pasningsspillet på det hurtige kunstgræs. Vi havde egentlig de helt rigtige ting, når vi skulle spille os ud af hjemmeholdets pres, men vores afleveringer var alt for upræcise, og bolden endte alt for hurtigt på Lyseng fødder igen. 

 

Efter 50 minutters spil kom vi for alvor på hælene, da hjemmeholdet fik sendt en kvalificeret afslutning mod mål fra 20 meters afstand. "Smørhånd" kunne kun parere skuddet og en hurtigt opfattende angriber var hurtigt over bolden. Heldigvis for os, men helt ubegribeligt for alle på- og udenfor banen, sparkede han dog bolden over mål fra 3 meters afstand, hvor eneste forhindring mellem ham og et tomt mål, var en siddende målmand. Det var en seriøs advarsel om, at der var kommet andre boller på suppen fra hjemmeholdets side i 2. halvleg. Advarslen blev til udligning 5 minutter senere. Igen blev der skudt på mål, denne gang fra kanten af feltet i højre side, og igen parerede "Smørhånd" bolden. Som ved den store chance tidligere i halvlegen, kom Lyseng igen først på riposten, og denne gang blev bolden sparket i nettet til udligning 1-1.

 

I denne af kampen var hjemmeholdets pres helt enormt. Vi havde mulighederne for at bringe os foran med et par mål, de få gange vores hurtige omstillinger ikke blev stoppet af hjemmeholdets offsidefælde. Både Martin Bøjer og Peder Brygger havde store chancer, men begge fik afsluttet lige på en godt spillende målmand. I den anden ende kom Lyseng tættere og tættere på at score igen, og med 8 minutter tilbage af kampen lykkedes det dem at score til 2-1. Vi fik slet ikke skubbet vores bagerste kæde op, når vi forsøgte at vende spillet, hvilket resulterede i alt for stor afstand mellem midtbane og forsvar, når vi mistede bolden. Det gav Lysengs dygtige midtbane alt for meget plads at spille på, og kunne alt for let bryde igennem og score.

 

I kampens sidste minutter blev Lyseng reduceret til 10 mand med et gult kort, og vi smed alt frem for at presse på for en udligning. De rutinerede Lysengspillere fik dog annulleret alle forsøg på at komme frem til afslutninger, og kampen endte med endnu et ærgerligt nederlag, efter én dominerende halvleg og én forfærdelig halvleg. Det er ikke første gang vi har tabt tre kampe i træk, så vi skal nok komme tilbage og få rigeligt med points på kontoen. Trods tre nederlag, så er vi jo på ingen måde blevet nedspillet af modstanderne, som alle forventes at slutte i toppen af ligaen. Næste opgave er et andet oprykkerhold fra HEI på E. Trasborg Park i Hinnerup onsdag 5. september kl. 18.30

 

Klaus Rafn blev kåret til kampen bedste spiller med 12 af 14 stemmer. De to sidste stemmer blev fordelt på Peder Soelberg og Jesper "Smørhånd" Kjærskov.

 

Truppen mod Lyseng:

 

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: "Mini", Schiølin, "Mik Mak" og Klaus Rafn

På midtbanen: "Anke", Soelberg, "KD" og Jan Christensen

I angrebet: Bøjer og Kim Rafn

 

På bænken: Brygger

Cheftræner: "Carlos" 

Sponsorer
Pravda sølv
Carlsberg
Din Tøjmand - Claus Hvass
VIPP
Euro-Vent
Hinnerup Bilcenter
Rafn El
Steentoft Autoservice

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor