Vi havde en 2. plads at spille for i aftenens kamp på Rønbæk
Stadion mod Posten IF. Med en sejr og lidt hjælp fra CIF i deres
udekamp mod BMI, kunne vi tangere vores fornemste slutpladsering
siden vi vandt mesterskabet i 2009. Vi har historisk haft det
rigtig godt mod Posten, og har således vundet 7 af
de hidtil 9 indbyrdes opgør mod postbuddene. Derfor var der
alt mulig grund til at tro på sejr her til aften.
Fra første fløjt satte vi os på kampen. Posten blev presset
langt tilbage og var stort set ikke på vores banehalvdel de første
14 minutter af kampen. Det høje pres kastede en række chancer af
sig, og efter bare 6 minutters spil fandt Jesper
"Mini" Lauridsen Morten Bang med plads på kanten af
feltet. Bang gjorde kort proces og sparkede hårdt og præcist
bolden i nettet bag en sagesløs målmand til 1-0.
Seks minutter var altså alt Morten Bang skulle
bruge til at slå Jacob Hansens 6 år gamle
scoringsrekord, som Bang havde tangeret i
sidste uge. Efter scoringen fortsatte vi med at være totalt
spilstyrrende, og vi kom frem til flere gode muligheder ved både
Martin Bille, Morten Bang og Jacob Hansen.
Dog manglede der skarphed i
afslutningerne.
Vi skulle helt hen til det 14. minut før Posten for første gang
fik mulighed for at sparke på mål. Afslutningen var dog ikke præcis
nok, og Jesper "Smørhånd" Kjærskov i målet blev
ikke testet. Med chancen var det ligesom om vi lod Posten komme ind
i kampen. De begyndte at få overtaget midt på banen, og fik presset
os unødigt langt tilbage. Vi havde i denne fase af kampen svært ved
at få kombineret os op ad banen. Efter 16 minutter endte det så
galt. En returbold efter en udspark fra
"Smørhånd", blev omsat til en omstilling hvor
vores forsvar slet ikke var på plads, og Posten fik omsat en
friløber mod mål til udligning 1-1.
Mod slutningen af halvlegen fik vi igen etableret noget der
mindede om et angreb. Søren Andersen gjorde
comeback efter 4 måneder ude af holdet, og efter et smukt opspil
fik han serveret bolden i en god position på kanten af feltet. I
stedet for at tage chancen selv, lagte han en sukkerbold på tværs
af feltet, hvor Morten Bang ventede helt
umarkeret. Bang afsluttede resolut med et halvt
liggende saksespark, og han fik helt perfekt træf på bolden, der
tordnede i nettet bag Postens målmand til 2-1. En
klar kandidat til Årets mål.
I halvlegens døende sekunder var Morten Bang
igen på spil. Denne gang lagde han dog uselvisk bolden af til
Jacob Hansen, som havde en
bedre placering foran mål. Hansen kvitterede
for afleveringen ved sikkert at sparke bolden i nettet til
3-1. Det var halvlegens sidste aktion.
Anden halvleg var en mere rodet gang fodbold. Den tunge våde
bane gjorde det svært at spille poleret fodbold, og flere af
spillerne havde problemer med at stå fast på banen. Spillet bølgede
meget frem og tilbage, uden at der var et markant overtag til
nogen af holdene. Chancerne skulle vi også langt hen i halvlegen
for at finde. Efter 55 minutter, mens vi var en mand i
undertal, da Morten Bang var blevet
præsenteret for det gule kort, spillede "Mini" en
præcis stikning i fødderne på Jacob Hansen, som
efter et par skarpe driblinger kom han på skudhold og sendte
igen bolden i nettet. Målet til 4-1 lukkede
reelt set kampen, selvom Posten fortsatte med at tro
på et mirakuløst comeback.
Bangs gule kort var et af de mere
kontroversielle, da dommeren gav ham det for at have forladt
banen uden dommerens tilladelse, selvom han kort forinden var
blevet skadet. Med 5 minutter tilbage af kampen mente
Morten "Jaap Stam" Søndergaard også at dommeren
havde fejlet, da han tildelte Posten et straffespark, som nok
egentligt så reelt nok ud. Ikke desto mindre fik Posten
reduceret til 4-2 på straffesparket, og lugtede nu
muligheden for mere. Bare et par minutter efter reduceringen
var de ved at lægge yderligere pres på det der lignede en
sikker sejr. Et lusket spark fra kanten af feltet ramte undersiden
af overliggeren, men heldigvis var der ingen Posten spillere på
plads til at samle riposten op, og vi fik afværget endnu en
potentiel scoring.
Mere aktion var der ikke i den kamp, og vi kunne fejre
vores fjerde sejr i træk. Samtidig havde CIF slået BMI,
hvilket betyder at vi slutter sæsonen på rækkens
2. plads, da vi trods points lighed med BMI er bedre
indbyrdes. Vi gentager dermed placeringen fra 2013, hvor det
også blev til en 2. plads. Vi skal som tidligere nævnt 6 år tilbage
for at finde en bedre placering, da vi i 2009 vandt
mesterskabet.
Efter kampen blev Morten "Jaap Stam" Søndergaard kåret
til Man of the match med 6 stemmer. De øvrige
stemmer fordelte sig på Morten Bang med 4 stemmer,
mens Jesper "Benner" Bendix, Ulrik "Usche" Lind, Jacob
Hansen, Kasper "Poppe" Jarlhede Andersen og Jesper Lybye
hver fik 1 stemme.
Næste opgave for de velgørende fodbold drenge er
Unicef Cup 2015 på Østerbro Stadion, lørdag den 26.
september.
Truppen mod Posten:
"Smørhånd", "Mini", "Benner", "Jaap Stam", "Usche" - Bille,
"Poppe", Lybye, Hansen - Bang, Kim Rafn
Bænken: "Store", "Mik
Mak", Andersen