Ærgerlig afslutning på afskedskamp

Aftenens kamp var på mange måder speciel, da to af holdets originale spillere takkede af. Vi har før taget afsked med spillere fra truppen, men det har altid været i off-season (som man siger i Jylland). Det er helt unikt at vi rent faktisk får lov at lave en afskedskamp for de to. Selvom der er to kampe tilbage i sæsonen efter aftenens kamp, så er begge forhindret i at deltage i de sidste to kampe. Vi havde planlagt en ordentlig afsked med Jesper "Benner" Bendix, som var holdets anfører tilbage i april måned 2007, da vi spillede vores allerførste kamp. Planen var at han skulle udskiftes med få minutter tilbage af kampen, til stående applaus. Vi havde endda nuværende og tidligere spillere på sidelinjen, for at støtte op om "Benner's" afsked.

 

Vi sad tungt på kampen fra start, og bragte os foran 1-0 efter bare 9 minutter. Et indkast fra Michael "Mik Mak" Hertzum Krattet endte i fødderne på en oplagt Martin Bøjer, som rundede to mand, og sparkede bolden ind over målmanden til en tidlig føring. 10 minutter senere fik Martin Bøjer endnu en god mulighed, men hans afslutning endte over mål

 

Stik mod spil og chancer fik gæsterne spillet sig frem til en stor chance efter 28 minutter, og med deres bare 2. afslutning mod mål, fik de udlignet til 1-1, som også var stillingen ved pausen.

 

Trods den uafgjorte stilling, havde vi en god fornemmelse for kampen. Vi var stadig i kontrol, men skulle bruge 3 points for a holde os inde i kampen om topplaceringerne i rækken. Derfor pressede vi hårdt på for en scoring i den sidste halvdel af halvlegen. Det gjorde os sårbare bagude, og med 11 minutter igen blev vi fanget i en omstilling, hvor Jesper "Benner" Bendix tabte et skridt ift. sin direkte modstander, og måtte gå lidt skævt ind i nærkampen. Han fik stoppet angrebet, men dommeren takserede hændelsen til gult kort, og dermed så godt som resten af kampen på sidelinjen. Det var ikke ligefrem efter planen for "Benner's" afsked, men han fik sin applaus ud af banen, omend han nok havde ønsket at forlade banen med en lidt anden baggrund. 

 

Med 4 minutter tilbage af kampen fik vi hjørnespark i højre side, som Martin Bøjer sparkede ind i feltet. Bolden gled forbi flere spillere inden den endte hos Morten Kjærsgaard Andersen, som resolut sparkede den op i nettaget til 2-1

 

Det havde været den perfekte afslutning på en kamp vi fortjente at vinde, vurderet på spil og chancer, men når man ikke lukker en kamp, så er der altid en risiko for at det går galt til sidst, og Ry fik tilkæmpet sig et frispark på kanten af feltet i kampens allersidste minut. Med kampens sidste spark, sendte Ry-spilleren bolden hårdt og fladt i nettet, uden om muren og ind i "målmandens side" af målet. En super-ærgerlig afslutning på en kamp der skulle være brugt til at hylde 2 x Jesper i deres afsluttende optræden.

 

Kampens Man of the match blev ceremonelt tildelt Jesper "Benner" Bendix, som fik 15 af 15 mulige stemmer fra holdkammeraterne. En legende på Danmarks mest velgørende fodboldhold, og et stensikkert emne til den (endnu) ikke eksisterende Hall of Fame. 

 

Tak for kampen "Benner" og "Carlos". Vi glæder os til at hygge os med jer på sidelinjen fremover.

Jesper "Benner" Bendix nåede 113 kampe med 4 mål og 6 assists (+ 2 selvmål)

Jesper "Carlos" Stenbroen var Cheftræner i 8 sæsoner, med et Kredsmesterskab og to 2. pladser. Som spiller nåede han 42 kampe med 1 mål, inden knæet blev for skrøbeligt. 

 

Truppen mod Ry Fodbold:

 

På mål: "Smørhånd"

Forsvar: "Mik Mak", Andersen, "Benner" og "Anke"

Midtbane: "Mini", Breiner, Møller og Klaus Rafn

Angreb: Bøjer og Kim Rafn

 

Bænken: "Store", "Jaap Stam" og Hagelqvist

Cheftræner: "Carlos"

Sponsorer
Rafn Isolering
SPORTSTMING
Mofibo
Steentoft Autocenter
Seier Fitness
Gårdejer Niels Lauridsen
Ret & Råd Hinnerup

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor