Overbevisende sejr i lokalbrag

Vi var kommet i en uvandt situation inden aftenens lokalbrag mod Søften. For første gang i 32 kampe havde vi ingen af holdets to topscorere, Jacob Hansen og Morten Bang med i truppen. De to spillere har tilsammen scoret 219 af vores 431 mål gennem de seneste 10 sæsoner, så det skulle blive spændende at se om vores nye frontduo kunne fylde hullet efter de to skarprettere.

 

Senest vi mødte Søften endte en tæt kamp med en 3-2 sejr, men der var slet ikke den samme nerve i aftenens kamp, simpelthen fordi Søften ikke havde format i truppen til at presse os på egen banehalvdel. Omvendt havde vi helt styr på kampen. Vi kombinerede os op ad banen som det passede os, og midt på banen sørgede Kasper "Poppe" Andersen og Klaus Rafn for hurtigt at bryde Søftens forsøg på at etablere sig.

 

Selvom vi havde kampen under kontrol, kunne vi ikke få skabt den store chance der skulle give os dne fortjente føring. Alle vores forsøg på at kombinere os igennem Søftens forsvar, lykkedes egentlig meget godt, men 8-10 gange blev chancerne afværget af dommerens fløjten for offside. Vi skulle helt hen til det 23. minut før vi fik scoret til 1-0. Holdets to nyest tilkomne spillere, Christian Hagelqvist og Peder Soelberg, satte den store chance op, hvor en lang bold i dybden fra Hagelqvist blev løbet op af Soelberg, som lobbede bolden over målmanden, der var strandet på mellemhånd. Begge spillere har en fortid i Fuglebakken, så der har uden tvivl været en gammel "Fuglebakken-kombination" der skabte føringsmålet.

 

Vi fik bolden i nettet igen inden pausen, men i en situation hvor Klaus Rafn opsnappede en løs bold som målmanden havde tabt, kom der ikke kraft nok på hans afslutning som Ulrik "Usche" Lind måtte hjælpe det sidste stykke over stregen. Desværre var "Usche" i offside position ved afslutningsøjeblikket og målet blev annulleret. Resten af halvlegen forløb fattig på chancer, og vi kunne gå til pause med en alt for lille føring på 1-0.

 

2. halvleg startede som den første var afsluttet. Vi fortsatte med at styrre spillet, men havde dog større held til at spille os igennem på kanterne - uden at løbe i dommerens offside fælde (Nej - det er skrevet korrekt). Efter 42 minutters spil fik vi hjørnespark i venstre side. John "Faxe" Frederiksen var kommet ind i pausen, og han trak noget uvandt ud for at tage det. Hans indlæg blev mødt af en anden indskifter, Kim Rafn, som med ryggen til målet fik headed bolden i nettet til 2-0. En sjælden scoring med nakken/hestehalen fra Kim Rafn, men en endnu sjældnere assist fra "Faxe". Vi skal helt tilbage til 2008 for at finde den hidtil eneste assist fra hans støvler.

 

Scoringen blev hurtigt fuldt op af endnu en scoring, som reelt lukkede kampen. Efter 44. minutter forsøgte Klaus Rafn at drible sig igennem Søften forsvaret, men omgivet af tre modspillere blev bolden tacklet fra ham, men landede i stedet i fødderne på Jesper "Mini" Lauridsen, som helt fri let kunne ekspedere bolden i nettet til 3-0.

 

I et normalt kampreferat ville vores egen målmand have været nævnt minimum én gang på nuværende tidspunkt. Det er ikke fordi Henrik "Pilen" Pilgaard har fornærmet Blogmasteren at han har været udeladt, men Søften havde ganske enkelt ikke én eneste afslutning mod mål de første 48 minutter af kampen. Da afslutningen endelig kom, så strøg den 10 meter over mål.

 

Mod kampens slutning begyndte Søften at spille mere fysisk, og det pressede os i enkelte situationer til at lave flere fejl end vi havde gjort tidligere i kampen. Det lukkede dem en smule mere ind i kampen og efter 58 minutters spil fik de sågar reduceret til 3-1. Trods scoringen blev de dog ikke noteret for afslutning nummer 2 i kampen. Morten "Jaap Stam" Søndergaard var uheldig af rette et indlæg af, så bolden strøg hen over hovedet på en frembrusende Henrik "Pilen" Pilgaard og i mål. I det hele taget var "Jaap Stam" den farligste mand for Søften i aftenens kamp. Tidligere i halvlegen havde han også rettet en bold af, så den ændrede retning ift. "Pilens" løb ud for at møde den. Det nåede dog aldrig at blive en helt så farlig situation som ved selvmålet.

 

Kampens mest dramatiske højdepunkt kom efter 63 minutters spil. Martin Bille var kommet ind i pausen, og havde et par gange i halvlegen været uenig i dommerens offside kendelser, og manglede konsekvens i at straffe Søftens fysiske spil, som til tider gik lige over stregen. Efter en situation hvor Bille afslutter mod mål, men bliver savet over i skudøjeblikket, er han så uforstående overfor dommerens uvilje til at give han frispark, at han i stedet bliver præsenteret for det gule kort. Det i sig selv var slemt nok, for kampen havde på ingen måde været præget af verbale udfald mod dommeren, men Bille fik sagt et par ord for meget på vej væk fra dommeren, som blev takseret til yderligere et gult kort, som automatisk blev vekslet til et rødt kort. En ærgerlig afslutning på en ellers begivenhedsløs kamp.

 

Vi fik de 3 points vi fortjente mod Søften, men sejren på to mål var alt for lille, når man tager spilovertaget i betragtning. Vi fik dog bare ikke skabt de chancer der skulle til for at score flere mål. Henrik "Pilen" Pilgaard blev ikke noteret for én eneste redning i hele kampen. Det må i sig selv være en rekord af den tvivlsomme slags.

 

Kampen spiller blev Kasper "Poppe" Andersen (5 stemmer). De øvrige stemmer blev fordelt på Christian Hagelqvist (3), Simon Schiølin (3), Jesper "Mini" Lauridsen (2) og Klaus Rafn (2). 

 

Truppen mod Søften:

"Pilen" på mål

Schiølin, "Jaap Stam", Hagelqvist og "Mik Mak" i forsvaret

"Mini", "Poppe", Klaus Rafn og Soelberg på midtbanen

"Usche" og "Dolfi" i angrebet

 

På bænken: "Faxe", Kim Rafn og Bille

 

 

 

 

 

 

Sponsorer
Tiger of Sweden
Hummel
Hedegaard
Rafn Tømrer
Sportigan

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor