2017 åbnet med uafgjort

Vi åbnede anden halvdel af sæsonen mod Thorsø/Tungelund, som vi havde slået i hver af vores 3 foregående møder. Det var på ingen måde ideelt fodboldvejr, da en stiv kuling på langs ad banen, gjorde betingelserne svære for begge hold.

 

Da vi historisk set har en tendens til at miste pusten mod slutningen af kampene, valgte vi at starte kampen i modvind. Trods den skappe vind, lykkedes det os at styre spillet fra starten af kampen. Thorsø lagde ikke et voldsomt tungt pres på vores opspil, så vi havde held til at holde bolden på modstanderens banehalvdel i store perioder af kampen. Thorsø spillede meget på lange bolde frem mod deres to frontløbere. Efter bare 3 minutters spil kiksede kommunikationen i bageste række, og Thorsø fik en friløber mod mål. Jesper "Smørhånd" Kjærskov præsterede en feberredning i første omgang, men riposten blev lagt ind foran mål, hvor han var uden chance for at forhindre scoringen til 0-1.

 

I perioden efter scoringen var der et hav af chancer i begge ender. Allerede efter 4 minutter kom vi frem til en stor mulighed, efter at have flyttet bolden hurtigt rundt inde i Thorsøs felt. Via 3-4 mellemstadioner endte bolden i fødderne på debutanten Halli, som dog desværre afsluttede langt over mål. Bare et par minutter senere var Jacob Hansen kommet fri tæt under mål, men hans afslutning gik lige forbi. Thorsø kom også frem til en del chancer i den anden ende, men også her manglede skarpheden.

 

14 minutter inde i kampen fik vi endelig omsat spilovertaget til mål. Christian Hagelquist første bolden op gennem midten af banen og fandt Jacob Hansen på kanten af feltet med en præcis aflevering. Hansen handlede hurtigt og leverede en af hans signaturscoringer, med en følt afslutning til modsatte målhjørne. Velfortjent udligning til 1-1.

 

Vi skulle dog komme bagud igen inden pausen. Efter 27 minutters spil fik vi tilkendt et hjørnespark, som Hagelquist på akrobatisk vis forsøgte at flugte i mål. Skuddet blev blokeret, og en hurtig omstilling blev sat i gang. Vi var slet ikke på plads i forsvaret, og fik derfor ikke stoppet kontra angrebet som let blev omsat til 1-2 scoringen. Allerede minuttet efter var der dog igen balance i regnskabet, da Hansen igen blev spillet fri i feltet og igen fik udplaceret en sagesløs målmand til 2-2. Denne gang var det Halli der stod for assisten. Holdene gik til pause med 2-2 på måltavlen.

 

2. halvleg var ikke nær så levende som den første. Den var præget af mange dårlige afleveringer og kun sporatiske chancer - i hvert fald de første 15-20 minutter af halvlegen. Vi blev reduceret til 10 mand efter 50 minutter, da Hagelquist tog ulovlige midler i brug for at stoppe en friløber. Heldigvis for ham fik han kun generet modspilleren, som løb bolden ud over baglinjen, og dommeren takserede derfor hændelsen til gult i stedet for direkte rødt. Selv med en mand i overtal, lykkedes det ikke Thorsø at vinde momentum i kampen, og vi skulle helt frem til de sidste 10 minutter af kampen, før der igen var bud efter mål.

 

Thorsø indledte de sidste 10 minutter af kampen med et tordendrøn på overliggeren. 2 minutter senere kom Hansen tæt på sit hattrick, da han fik tippet bolden over en frembusende målmand, men på selve målstregen blev bolden reddet af en forsvarer. Kim Rafn var hurtigt over riposten, men målmanden var nu nået tilbage, og fik afværget den store chance. Kampens sidste chance tilfaldt også Hansen, som igen blev spillet fri på kanten af feltet. Efter at have rundet den første forsvarer, kom han på skudhold og fra en spids vinkel forsøgte han at skyde bolden højt i målet, men afslutningen gik forbi fjerneste stolpe. 

 

Kampen sluttede 2-2 som var et fair resultat, hvis vi ser på spil og chancer. Vores Man of the Match blev 2-målsskytten Jacob Hansen med 5 stemmer. Det var Hansens 10. MoM i hans kamp nummer 131 for Danmarks med velgørende fodboldhold. De øvrige stemmer blev fordelt på Jesper "Mini" Lauridsen (4), Jesper "Smørhånd" Kjærskov (3), Jesper Bendix (2) og endelig blev det til en debutstemme til Anders "Anke" Rasmussen.

 

Næste kamp er tirsdag den 18. april på Rønbæk Stadion, hvor modstanderen er Hammel. Denne kamp spilles på 10 årsdagen for vores første kamp med holdet tilbage i 2007!

 

Truppen mod Thorsø/Tungelund:

 

På mål: "Smørhånd"

I forsvaret: "Mini", "Benner", Hagelquist og "Anke"

På midtbanen: "KD", Soelberg, Møller og "Halli"

I angrebet: Hansen og Kim Rafn

 

På bænken: "Mik Mak" og "Store"

Cheftræner: "Carlos" 

 

 

Sponsorer
Rafn Tømrer
Sportigan
FuturaData
Hinnerup Køreskole
Søften Auto
Gårdejer Niels Lauridsen
SPORTSTMING
Rafn Isolering

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor