Efter sidste uges forfærdelige kamp mod lokalrivalerne fra
Grundfør, kom der heldigvis en helt anden indstilling og
markant bedre spil frem til aftenens hjemmekamp mod
Thorsø. Der var tale om et regulært stormløb mod gæsternes mål
fra første fløjt, og allerede efter 7-8 minutter havde vi
haft samme antal chancer for at komme foran. Bedste forsøg kom
fra Morten Bang med et skud på overliggeren.
Der var tale om total dominans i hele første halvleg, hvor
Thorsø ikke kom frem til nævneværdige ting foran vores mål, hvor de
var meget sjældne gæster de første 35 minutter. Til gengæld fik vi
hul på målscoringen efter 12 minutters spil, hvor godt sammenspil
mellem Morten Bang og Klaus Rafn, endte med en
åben chance til Bang midt i feltet. Upresset i denne position
svigter Bang sjældent, og han satte da også i
denne situation bolden sikkert i nettet til
1-0, bag en ellers meget velspillende
målmand.
Efter scoringen blev vi ved med at presse på for yderligere
scoringer, men manglende skarphed foran mål og en målmand i
Thorsømålet der spillede en stor kamp, gjorde at vi trods 15-16
store chancer måtte nøjes med 1-0 ved pausen.
Thorsø var først til at røre på sig i 2. halvleg. Allerede i
halvlegens 1. minut blev Henrik Pilgaard testet
for første gang, da han med en fabelagtig refleksredning på
stregen, afværgede historiens mest ufortjente udligning fra et
hovedstød på kanten af det lille felt.
Det der kunne have været en chokstart fra Thorsø, blev 5
minutter senere vekslet til en fortjent og forløsende
2-0 scoring, da Christian
Hagelqvist sendte Morten Bang alene mod
mål, med en lang clearing fra egen forsvarszone.
Bang kvitterede med sikkert at udplacere målmanden
og score sit og holdets andet mål. Vi fortsatte dominansen efter
scoringen, og efter 49 minutters spil kon vi foran
3-0. Denne gang var Morten
Bang i oplæggerens rolle, da han efter et godt løb på
venstrekanten, lagde en præcis aflevering ind foran mål, hvor
Kim Rafn let kunne sparke bolden i nettet.
Herefter begyndte Thorsø at overtage mere af spillet, og efter
51 minutter fik de deres klart største chance på daværende
tidspunkt, men fra fri position ved bageste stolpe, blev netop
stolpen vores redningsmand, og muligheden for et sjældent
clean sheet levede videre. Spillet bølgede meget frem og tilbage
midt i halvlegen, og efter 53 minutter blev Ulrik "Usche"
Lind nedlagt på kanten af feltet. Jesper
Lybye tog sig af frisparket, som han på ærgerligste vis
måtte se prelle af på overliggeren.
Mod slutningen af kampen gik tempoet helt ud af kampen, og
Thorsø kom igen frem til et par store chancer. Efter 65 minutter
måtte Pilgaard igen agere redningsmand, da han af
to omgange fik blokeret en chance fra en friløber. Minuttet efter
blev vi fanget i undertal på egen tredjedel, og Thorsø fik
reduceret til 3-1, som også blev kampens
slutresultat. Et ærgerligt mål at indkassere, i en kamp som vi
stort set havde domineret fra start til slut.
Kampen spiller blev Jesper Lybye med 6 stemmer.
De øvrige stemmer blev givet til Klaus Rafn (4), Jesper "Mini"
Lauridsen (2), Jesper Bendix (1), Morten "Jaap Stam" Søndergaard
(1) og Peder Soelberg (1).
Truppen mod Thorsø:
Pilgaard på mål
Schiølin, "Benner", "Jaap Stam" og Hagelqvist i forsvaret
Soelberg, Klaus Rafn, Lybye og "Mini" på midtbanen
Bang og "Dolfi" i angrebet
På bænken: Kim Rafn, "Usche" og "Faxe"