For 2 uger siden vandt vi en overbevisende 6-1 sejr over
Vatanspor, på en meget dårlig bane ved E. Trasborg Park. Onsdag
aften spillede vi sæsonens 2. kamp mod holdet fra Brabrand på
kunstgræsbanen Vibe Arena. Vi havde på fornemmelsen at gæsterne
ville forstærke sig til kampen, da det tydeligvis ikke passede dem
med den øretæve de i vores seneste møde. Vi havde dog ikke
forventet at de ville stille med en tidligere gambiansk
landsholdspiller, en tidligere Superliga-nomade, en målmand der tog
med hænder og en spiller som er 5 år for ung til at være
dispensationsspiller. De 3 nye spillere var ikke bare gode hver
især, de løftede også flere af de øvrige spilleres niveau ift.
vores seneste møde, hvor et meget iltert temperament ødelagde meget
af deres spil.
Det tog os ikke mange sekunder at finde ud af, hvor stor
niveauforskel der trods alt er på gambiansk landsholdsfodbold og
oldboysfodbold i Hinnerup. Vatanspors nye angriber skabte konstant
ravage når han fik bolden, med hurtigt antridt og skarpe
driblinger. Ikke lige noget vi var vant til, eller brød os
synderligt meget om for den sags skyld. Heldigvis stod hans
afslutninger ikke helt mål med alle de andre kvaliteter, så vi
lykkedes med at holde gæsterne fra scoringer i kampens hektiske
indledning.
Den meget bevægelige frontduo havde dog held med at flytte så
meget rundt på vores forsvar, at vi flere gange kom til at stå helt
forkert, og gæsterne fik masser af plads til at boltre sig på den
sidste tredjedel af banen. Efter godt 15 minutters spil blev
forsvaret splittet i atomer på en omstilling, og alene med
Jesper "Smørhånd" Kjærskov svigtede den gambianske
landsholdspiller ikke, men satte sikkert bolden i nettet til
0-1.
Vi var på ingen måder Vatanspor underlegne i aftenens kamp, og
med lidt mere præcision i afleveringerne, og hurtigere omgang med
bolden, kunne vi sagtens have skabt mange flere chancer end vi
gjorde. Gæsternes målmand blev ikke for alvor udfordret i 1.
halvleg, selvom vi fik skabt en del fine chancer.
Fra starten af 2. halvleg lavede Cheftræner Jesper
"Carlos" Stenbroen en taktisk ændring i defensiven, hvor
Klaus Rafn blev rykket ned for at holde styr på
gæsternes gambianske angriber. Det virkede rigtig godt, så udover
at give flere prøver på hans glimrende teknik, var han ikke en
trussel mod mål.
Kampen bølgede frem og tilbage hele 2. halvleg, hvor vi fortsat
havde havde problemer med afleveringerne op gennem banen, men
lykkedes bedre med at skabe noget over kanterne. Vatanspor var
bedre til at føre bolden op gennem midten af banen, men vi fik
lukket ned for deres angreb, når de nåede ned omkring den sidste
tredjedel af banen. Vores bedste mulighed var på hjørnespark med
godt 10 minutter tilbage af kampen, hvor Morten "Jaap Stam"
Søndergaard havde en fri header ved bageste stolpe, men
han fik en rigtig skidt berøring, og bolden gik forbi mål.
Kampen som helhed var væsentlig sjovere at spille, end da vi
mødte Vatanspor sidst, da niveauet var højere og temperamentet ikke
var altoverskyggende. Når det så er sagt, så var der desværre
stadig for mange verbale unoder, som kom fra præcist de samme
spillere der skabte en dårlig stemning på banen for 2 uger siden.
Grundet indberetninger fra tidligere kampe, var der en bedømmer
tilstede fra udvalget, men han virkede til at være mere fokuseret
på spillet med fødderne end på retorikken på banen, og fik derfor
ikke noteret sig noget specielt under kampen.
Efter kampen delte to af de store defensive aktiver i aftenens
kamp, Klaus Rafn og Michael "Mik Mak"
Hertzum Krattet titlen som Kampens spiller med 5 stemmer
hver. De øvrige stemmer blev fordelt på Jesper "Smørhånd"
Kjærskov (2), Christian Hagelqvist (1) og
Martin Bøjer (1).
Truppen mod Vatanspor:
På mål: "Smørhånd"
I forsvaret: "Mik Mak", "Mini", "Store", Hagelqvist
På midtbanen: "Anke", Soelberg, Klaus Rafn og Jan
Christensen
I angrebet: Bøjer og Kim Rafn
På bænken: Hansen og "Jaap Stam"
Cheftræner: "Carlos"