FC Zulu

Velgørende Oldboys runder kamp nummer 100

Skrevet af Jesper 'Store' Søndergaard, den 26.04.2012

Der er gået 5 år og 24 dage siden HOG M2, som Oldboys 30+ holdet hed dengang, første gang mødtes til træningssamling. 10 dage senere vandt vi den første turneringskamp over FC Rangers med 2-0, på mål af 'Krølle' og 'Dolfi'. Onsdag den 2. maj 2012 løber holdet på banen til kamp nummer 100 som Oldboys 30+.

 

Der var nok ikke mange fra den oprindelige 25 mands trup, der havde forestillet sig hvilken oplevelse det har været, at være en del af dette fantastiske koncept gennem foreløbigt 5 sæsoner. Selv de spillere der er stødt til holdet gennem årerne kniber nok sig selv i armen ind imellem.

 

Gennem de foreløbige 5 år er holdet, eller rettere konceptet bag holdet, gået fra et ambitionsniveau der hed at "Vi skulle være det mest sete fodboldhold i Hinnerup", til at hjælpe tusinder af underpriviligerede børn i Afrika med fodboldudstyr, vacciner, uddannelse og huse. Samlet set har vi gennem årene sendt udstyr og materialer afsted, til en værdi af mere end 3,5 millioner gode danske kroner. Det er ikke ofte man hører om koncepter der flytter sig så meget på så kort tid.

 

HOG's Oldboys 30+ er dog meget mere end et ambitiøst og velgørende foretagende. Selvom vi har høstet triumfer på både fodboldbanen og på den velgørende "bane", så er det i høj grad det sociale omkring holdet der har været afgørende for at vi har kunnet holde dette fantastiske koncept kørende så lang tid, med stort set uændret trup siden den spæde start i 2007.

 

De store sociale- og sportslige oplevelser inkluderer 2 Oldboys 30+ mesterskaber, showkampe mod FC Zulu og Oldboyslandsholdet  samt ture til Barcelona, med showkamp mod de dobbelte spanske mestre i oldboys fodbold EspanyolGlasgow, med showkamp mod Celtic - Amsterdam, med showkamp mod et stjernespækket Ajax Amsterdam hold - London, med showkamp mod Spurs LegendsDubai, med velgørende showkamp mod et udvalgt hold af udsendte danske erhvervsfolk, samt kamp i Dubai's ørken mod et hold lokale med kameler som hjørneflag. Ledelsens store arbejde i kulissen for at få alle disse oplevelser gjort til virkelighed, blev retfærdigvis belønnet med et møde med verdens bedste fodboldspiller gennem tiderne, Diego Amando Maradona, som afslutning på turen til Dubai.

 

De velgørende triumfer er opnået i samarbejde med Dansk Røde Kors, UNICEF og ADRA Danmark, som har nydt godt af den store omtale holdet har fået i diverse medier. Omtalen har været afgørende for at bringe sponsorer/ambassadører til holdet, der har hjulpet med til at samle midler til udstyr og materialer som har hjulpet tusinder af børn og udsatte familier i nogle af de fattigste regioner af Afrika.  

 

Et utal af optrædender i lokale som nationale (endog internationale) medier siger alt om hvor stort vores Brand er blevet på kort tid, og i høj grad et udtryk for den fantastiske Story-telling holdet ledelse på top professionel manér får profileret holdet og konceptet med. Begge nationale TV stationer )Live), TV2 Østjylland, Catalansk TV3, P3, lokalt P4 og diverse lokale og nationale aviser og internet aviser er hvor vi har været eksponeret gennem årerne.

 

Vi skal dog ikke glemme at vi, trods alt det der foregår rundt om holdet, stadig er et fodboldhold. Noget der har fulgt holdet gennem årerne, er en detaljeret dokumentation af holdets meritter via traditionelle- men også lidt skæve statistikker. Nogle af disse er listet nedenfor;

 

- Vi har vundet 48% af vores hidtidige 99 kampe, (med 18% uafgjorte og 34% tabte). Flest optrædender på holdkortet står Ulrik "Usche" Lind for. Ialt 85 gange har Usche været med.

- Vi har scoret 259 mål, hvilket er 2,59 mål i snit. 30% af målene er scoret af Jakob Hansen

- Vi har fået 49 gule kort (ca. 1 kort hver anden kamp i snit). 20% af kortene har Martin Bille sat navn til.

- Vores rekord for flest kampe uden nederlag er 22 turneringskampe, fra 6. maj 2009 til 26. maj 2010.

- Hurtigst scorede mål står Morten Bang for mod Hasle sidste år (ca. 30 sek.). Hurtigste mål scoret imod os er ca. 5 sekunder mod Fortuna i 2010.

- Vi rundede mål nummer 50 i vores første sæson. Faktisk var det en sen udligning til 4-4 i sæsonens sidste kamp mod JAI, som samtidig sikrede os det første mesterskab. Målet blev scoret af...... Jakob Hansen.

- Holdets gennemsnitsalder (i skrivende stund) er 39 år, og spænder fra yngste mand på 30 år til ældste mand på 46 år.

- Efter hver kamp (undtaget showkampe) placerer den udtagne trup + træner stemmer på kampens bedste spiller. Flest stemmer gennem årerne er givet til Søren Andersen (115 stemmer i 81 kampe). Alle spillere i truppen har dog fået minimum 1 stemme.

- Målmand Jesper "Smørhånd" Kjærskov har rekorden for flest Man of the Match kåringer (8). 

 

Hvad de kommende år bringer af velgørende tiltag og sociale-/sportslige oplevelser ved kun ledelsen. Vi kan dog alle vide os sikre på én ting; vi bliver beriget med nye oplevelser og udfordringer på- og udenfor fodboldbanen. Jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste der glæder sig som "en lille skoledreng med knæstrømper og vandkæmmet hår" til at se hvad fremtiden bringer for dette unikke koncept.

 

 

 

 

1 kommentarSkriv kommentar

Jesper

02.05.2012

Verdensklasse JesperStoreblogmasterassistantmanagerSøndergaard

 

Copyright 2012  /  Danmarks Mest Velgørende Oldboys  /  kontakt@fodboldtilforskel.dk  /  Bliv sponsor